Vegetarer efterspørger danske produkter
Fleksitarer og vegetarer efterlyser dansk producerede planteprodukter, viser en ny undersøgelse fra Dansk Vegetarisk Forening.
55 pct. af landets fleksitarer, vegetarer og veganere siger, at de ville foretrække at købe produkter lavet på danske råvarer. De føler dog, at de er nødt til at købe produkter lavet på udenlandske råvarer, fordi udvalget af produkter baseret på danske råvarer er for dårligt.
- Det her sender et meget klart signal til danske landmænd og producenter om, at dansk producerede ingredienser til plantebaserede produkter er en mangelvare. Det er paradoksalt, at et landbrugsland som Danmark ikke kan imødekomme efterspørgslen fra landets egen befolkning på plantebaserede fødevarer. Vi kan jo f.eks. sagtens producere havre til plantedrik eller bælgfrugter til plantefars i Danmark. Alligevel er rigtig mange af de anvendte råvarer importerede, siger Mie Nordly, der er erhvervschef i Dansk Vegetarisk Forening.
Kun 14 pct. siger i undersøgelsen, der har svar fra 4000 forbrugere, at der er nok dansk producerede plantebaserede produkter til rådighed. 7 pct. mener ikke, at det er vigtigt, at produkterne er dansk producerede.