Urinprøve med sprøjterester får familie til at købe økologi
Ditte Lütken er jurist og bor sammen med sin mand og deres tre børn på 13, 6 og 1 år i en lille landsby 25 minutter fra Aalborg. Familien var i februar i år med i et forsøg, som i løbet af blot 14 dage på økologisk kost resulterede i et markant lavere indhold af kemiske sprøjtegifte i urinprøverne hos både børn og voksne i fem testfamilier.
Før forsøget var det ret begrænset, hvor meget økologisk mad der blev serveret, når familien var samlet omkring middagsbordet.
- Det er ikke, fordi vi har noget imod økologi eller synes, det er en dårlig idé at spise økologisk. Tværtimod. Som så mange andre havde vi blot ikke taget stilling. Midt i en travl hverdag med job og tre børn var vi aldrig rigtig kommet i gang med at købe økologisk. Generelt var vi nok overvejende positive. Vi skulle blot have det sidste skub, vurderer Ditte Lütken.
Går det ud over fertiliteten?
Hendes mand er vokset op på et økologisk landbrug, og som barn har Ditte Lütkens egen mor serveret økologisk mad. Alligevel har der hidtil kun været få varer i køkkenet med det røde Ø-mærke.
- I virkeligheden har vi måske instinktivt reageret modsat, fordi vi har følt et vist pres, forklarer Ditte Lütken.
I parrets vennekreds er der flere, som har problemer med fertiliteten og har svært ved at få børn.
- Det har vi heldigvis ikke selv haft, men det fik os til at spekulere på, om det måske var, fordi vi som børn selv har fået økologisk mad. Derfor meldte vi os til, da vi så opslaget fra Danmarks Naturfredningsforening. Det tiltalte mig meget, at der var tale om et kontrolleret forsøg, og at vi efterfølgende ville få nogle konkrete resultater at forholde os til.
Vindruer blandt de værste
At det har en effekt at spise økologisk er nu slået fast, og familien forsøger efterfølgende så vidt muligt at skåne børnene ved at undgå de konventionelle madvarer, som indeholder flest giftrester. Det gælder blandt andet vindruer, tomater, agurker, æbler og andre frugter med skræl, men også brød og andre kornprodukter, som kan indeholde rester af sprøjtegift.
- Her ville det jo være dejligt, hvis der var et lidt større udvalg i butikkerne. Her ude på landet kan vi kun få æbler og appelsiner i økologisk udgave, og det gider børnene ikke have med i skole hver eneste dag, siger Ditte Lütken.
Af Gustav Bec, freelance