Unilever taber omsætning i Danmark

Leverandører 7. aug 2020 -
This describes the image
Foto: Unilever
Skrevet af: Søren Tougaard

Unilever, der er en af verdens største fødevareproducenter med 400 varemærker i over 190 lande, havde sidste år en nedgang i omsætningen i Danmark på 50 mio. kr. til 1,37 mia. kr. Det svarer til et fald på 3,5 pct.

Fødevaregiganten tæller mange stærke varemærker indenfor for blandt andet skønhed, personlig pleje og fødevarer, herunder Dove, Knorr, Lipton, Hellmann's, Magnum og Ben & Jerry's.

Desuden står koncernen også bag Frisko-varemærket herhjemme, som i udlandet kendes under navnet Algida.

Netop is udgør en stor del af Unilevers samlede danske forretning, og her nåede salget langt fra samme højder sidste år som under hedebølgen i 2018.

- Is-salget havde en betydelig nedgang i 2019, primært på grund af vejret, som var normaliseret sammenlignet med det ekstreme gode vejr i 2018, står der i selskabets ledelsesberetning.

Venter vækst i år

Også Unilever Danmarks salg af personlig pleje-produkter oplevede faldende volumensalg sidste år, efter at koncernen havde sat priserne op.

Derimod fortsatte Unilever Danmark med at øge salget indenfor sennep og mayonnaise, mens rengøringsartikler også leverede solid vækst.

Trods nedgangen i omsætningen formåede Unilever Danmark at hæve årets resultat med 1 mio. kr. til 4 mio. kr., hvilket flugter med ledelsens målsætning.

- Vi forventer et resultat for 2020, hvor omsætningen er stigende sammenlignet med 2019, ligesom indtjeningen også bliver forbedret, står der i ledelsesberetningen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?