Unilever-aktionærer bremser flytning til Holland

Leverandører 15. okt 2018 -
This describes the image
Unilever-koncernens hovedkontor ligger i dag ved Themsen i London. Foto: Photo Commons
Skrevet af: Søren Tougaard

Unilevers koncernchef Paul Polman har sat bæredygtighed og samfundsansvar allerøverst på agendaen igennem ni år i en af Europas tungeste virksomheder med mere end 170.000 medarbejdere.

Men nu har arbejdet for at fremme et højere formål end profit mødt en mur hos især de britiske aktionærer.

Aktionærerne satte forleden en kæp i hjulet om at forenkle Unilevers dobbelte selskabstruktur og flytte hovedsædet fra London til Rotterdam. Med denne manøvre ønskede virksomheden at overgå til Euronext Stock Exchange i Amsterdam set i lyset af det snarlige Brexit, skriver avisen The Telegraph.

Men ønsket vandt ikke gehør hos selskabets britiske aktionærer, som af juridiske årsager kunne blive tvunget til at sælge deres aktier uden ekstra fortjeneste.

På Twitter citerer Polman den afdøde amerikanske forretningsmand Donald McGannon med ordene "lederskab er handling, ikke en position".

"Det ultimative lederskab er at arbejde for det fælles bedste. Det er ikke et spørgsmål om status, men et spørgsmål om engagement og handling", skriver Polman i et tweet.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?