Undgå udsolgte varer og få øget vækst

Leverandører 30. maj 2016 -
This describes the image
Foto: Claus Sjödin
Skrevet af: Henrik Denman

 

Mange dagligvareleverandører kan skabe vækst ved at sikre sig, at deres varer ikke pludselig er udsolgt i butikkerne. Tomme hylder med udsolgte varer irriterer mange forbrugere – og hvad værre er, de vælger ofte et konkurrerende produkt eller endda helt undgår købet.

Udsolgte varer eller out of stock, som det kaldes i branchen, har været et problem i en lang årrække. Det er fortsat et problem, og derfor har firmaet In-Store fokus på at finde løsninger, så forbrugerne i sjældnere grad oplever udsolgte varer.

– Generelt findes problemet med udsolgte varer i alle kæderne, siger Per Vestergaard, der er Business Manager i In-Store.

Målinger

Nye tal fra Dagligvareleverandørerne bekræfter, at out of stock fortsat er et problem. Tal fra brancheforeningen, som er hentet fra RelationMedia, viser, at 12,3 pct. af kampagnevarerne ikke var på hylden. I 14 pct. af tilfældene manglede hyldeforkanterne, og i 7,5 pct. passede hyldeforkanterne ikke med kampagneprisen.

In-Stores 60,000 målinger for dagligvareleverandører i 2014-2015 viser, at out of stock ligger på 3-16 pct. afhængigt af kategori og tidspunkt på dagen.

– Varernes tilgængelighed for forbrugerne har stor betydning. Der ligger meget vækst gemt i at undgå udsolgt-situationer. Det er et vigtigt tema for leverandørerne, for de kan skabe en værdi på en-to pct. blot ved at sætte fokus på, at varerne er på hylden.

Per Vestergaard tilføjer, at det også handler om at øge kurvstørrelsen, og erfaringerne viser, at kurvstørrelsen stiger, når der er fokus på out of stock.

Auditører

In-Store, der indgår i Frode Laursen-Gruppen, har auditører i butikkerne, der foretager målinger. På leverandørernes foranledning laver de tællinger på 10-20 produkter, og de kan derved dokumentere, om varerne er på plads, eller om der er tæt på at være udsolgt, om der er pris på varerne, eller om varerne er placeret et andet sted i butikken end aftalt.

– Når vi skal forbedre logistikken, er det vigtigt, at vi starter med forbrugeren. Forbrugerne har i dag mange flere muligheder og kan f.eks. købe på nettet om mandagen og gå i supermarkedet om lørdagen. Når de så går i butikken for at købe ind, skal varerne være der, siger Per Vestergaard.

– Mange leverandører arbejder på at løse problemet, og hos kæderne er der en stigende erkendelse af, at de skal undgå udsolgte varer. Der er et behov for et tættere samarbejde mellem leverandører og detailhandel. Leverandører og kæder skal sidde ved samme bord og finde ud af, hvor det går galt, men det kræver, at de har samme billede af, hvornår varer er udsolgt i butikkerne, siger han.

Opdateret 10. nov 2020