Undersøgelse: Fire ud af ti spiser mere bæredygtigt
Coronakrisen har for en tid sat klimakrisen på standby. Det ses også på vores madvaner, hvor salget af kød har været højere end normalt.
Lige op til coronakrisen for alvor satte ind herhjemme, gennemførte Mejeriforeningen en undersøgelse af danskernes holdning til bæredygtighed.
Her svarer fire ud af ti (41 pct.), at de det seneste år er begyndt at spise mere bæredygtigt, mens lidt mere end hver tredje (35 pct.) har ændret deres kost for at skåne klimapåvirkningen.
Ifølge Jessica Aschemann-Witzel, professor i forbrugeradfærd ved Aarhus Universitet, er netop vores madforbrug et overskueligt sted at tage fat.
- Vi går ikke ud og køber en elbil fra den ene dag til den anden eller får energirigtige ruder i hele huset – her er vores madforbrug, og måden vi køber ind på, et nemmere sted at starte, siger hun.
Agendaen rykker sig
Undersøgelsen er foretaget blandt 2017 repræsentative personer mellem 18 og 65 år i perioden februar/marts i år.
Her svarer 38 pct., at de har spist mindre kød det seneste år. Mere end halvdelen (56 pct.) svarer, at de smider mindre mad ud. Ligeledes vurderer fire af ti, at de spiser mere frugt og grønt i sæson.
- Tallene viser jo, at danskerne er på vej i den rigtige retning, når det handler om at omstille kosten i en mere bæredygtig retning. Og vi kan samtidig se, at danskernes holdning til bæredygtig kost har rykket sig markant de seneste år - for to år siden mente 67 pct., at det var vigtigt at spise bæredygtigt, i dag er det tal oppe på 82 pct., siger Jørgen Hald Christensen, direktør i Mejeriforeningen, om undersøgelsen.
Den grønne tænketank Concito har tidligere beregnet, at en dansker i snit belaster klimaet med 17 ton CO2 om året, hvoraf ca. 3 ton stammer fra det private fødevareforbrug, svarende til ca. 18 pct.
Ud af vores samlede klimaaftryk via fødevarer kommer omkring 75 pct. fra kød og mejeriprodukter. Alene oksekød står for op imod 1,5 ton CO2 per år per dansker, viser beregningerne.