Transportfirma investerer massivt i miljøvenlige lastbiler

Leverandører 12. sep 2019 -
This describes the image
Skive Køletransport miljørigtige lastbiler Foto: Skive Køletransport
Skrevet af: Søren Tougaard

På otte år har logistikvirksomheden Skive Køletransport A/S i Hobro 10-doblet sin omsætning til i dag at være godt på vej mod de 400 mio. kr. Og væksten fortsætter.

Derfor investerer firmaet nu i anskaffelse af 46 nye miljø- og trafikvenlige Volvo og Mercedes lastbiler og langtidslejer desuden 66 topmoderne køle- og frysetrailere fra Krone Fleet Danmark.

På de nye lastvogne er de traditionelle sidespejle erstattet af kameraløsninger, mens effektiv motorteknologi reducerer brændstofforbruget mest muligt.

- Vi har en klar strategi om at være vores kunders bedste samarbejdspartnere. Det kræver, at vi råder over den nyeste teknologi og dermed kan tilbyde vores kunder i detailhandelen og fødevaresektoren de mest effektive transportløsninger. Det betyder, at vi eksempelvis på trailersiden har en leverandør, der er klar til at skræddersy det materiel, vi har behov for. Vores tilgang til markedet er, at der altid findes en løsning, og vi deltager derfor gerne i de udviklingsprojekter, som vores leverandører har gang i, når det bl.a. drejer sig om energirigtige grønne løsninger, udtaler adm. direktør Anders Mikael Christensen, Skive Køletransport.

 

Opdateret 10. nov 2020