Toplinjen falder 7 pct. i Carlsberg i 1. kvartal

Leverandører 30. apr 2020 -
This describes the image
Foto: Carlsberg
Skrevet af: Søren Tougaard

Bryggerigiganten Carlsberg havde et særdeles udfordrende 1. kvartal i 2020 som følge af den verdensomspændende coronapandemi.

Her måtte Carlsberg notere et omsætningsfald på 6,8 pct. til 12,9 mia. kr. i forhold til samme kvartal sidste år. Det er et fald på næsten 1 mia. kr.

Bryggerikoncernens organiske vækst faldt 7,6 pct. med størst tilbagegang i Asien på mere end 12 pct., mens Vesteuropa gik tilbage med næsten 7 pct.

Kun i Østeuropa, som ikke har været nær så hårdt ramt af coronaudbruddet, gik den organiske vækst frem med lidt over 2 pct.

Nedlukningen af restauranter, barer og cafeer i store dele af Vesteuropa har især ramt bryggerigigantens to største mærker hårdt. Således er salget af Tuborg og Carlsberg gået tilbage med henholdsvis 15 og 10 pct. målt på volumen.

- Vores forretninger på alle markeder påvirkes i større eller mindre grad. Mens vi begynder at se tegn på bedring på vores største marked, Kina, og indledende tegn på at regeringer med forsigtighed ophæver restriktionerne på nogle vesteuropæiske markeder, forbliver andre markeder fortsat lukket ned. Ikke desto mindre vil kravene til social distancering fortsætte og påvirke forbrugernes adfærd. Som en konsekvens vil volumen falde yderligere i 2. kvartal, siger Carlsbergs topchef Cees 't Hart.

Carlsbergs topchef understreger, at koncernen forbliver finansielt sund, hvorfor Carlsberg blandt andet har forstærket selskabets fokus på at holde omkostningerne nede.

Siden starten af april har Carlsberg besluttet at suspendere forventningerne til 2020 på grund af de store usikkerheder, der er forbundet med påvirkningerne fra Covid-19.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?