Tobaksgigant siger farvel til finansdirektør
Finansdirektør Sisse Fjelsted Rasmussen siger nu farvel til Scandinavian Tobacco Group efter flere end ni år i tobakskoncernen.
Topchef i Scandinavian Tobacco Group Niels Frederiksen siger i en pressemeddelelse:
- Jeg vil gerne sige tak til Sisse for hendes lederskab og væsentlige bidrag til virksomheden siden 2008. Som økonomidirektør har hun været en værdifuld del af Scandinavian Tobacco Groups direktion, og jeg ønsker hende held og lykke i sin fremtidige karriere.
Sisse Fjelsted Rasmussen har indgået en aftale med Scandinavian Tobacco Group om, at hun vil fortsætter i sin nuværende rolle indtil udgangen af maj, men vil være selskabet behjælpelig til udgangen af august 2018.
Fald i omsætning
Koncernen leverer samtidig et regnskab med en nettoomsætning, der er faldet med 4,2 pct. til 6.464 mio. kr.
Driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) faldt med 3,7 pct. til 1.232 mio. kr. mens nettoresultatet steg 4,4 pct. til 712 mio. kr.
Niels Frederiksen siger bl.a.:
- 2017 var et finansielt udfordrende år for Scandinavian Tobacco Group på grund af IT-implementeringen i Cigars International.
- Vi har også i løbet af året styrket vores forretning betydeligt. I USA, vores enkelt største marked, udvider vi vores detailplatforme. Vi annoncerede åbningen af to store cigarforretninger i 2018 i Texas, og i januar 2018 forstærkede vi vores position i online-detailkanalen ved at underskrive en aftale om at erhverve Thompson and Co. i Tampa, Inc.