Tobakken bliver fremme i nogle butikker

Leverandører 16. jan 2020 -
This describes the image

Når regeringens nye regler for salg af tobak og de medfølgende prisstigninger træder i kraft, kan en række mindre butikker muligvis undgå visse dele af de nye lovkrav.

Hensigten i regeringens nye tobakshandleplan er ellers klar: Befolkningen – og især børn og unge – skal fremover ikke eksponeres for tobak i samme grad som i dag.

Det betyder, at butikker, der sælger tobaksvarer, i en nær fremtid skal gemme cigaretter og tobaksprodukter væk, mens alt fra bødetakster til regulering hæves og skærpes. Undtaget fra en del af de nye regler er dog forretninger, der hovedsageligt sælger tobak i form af piber, pibetobak og cigarer.

Fra Sundheds- og Ældreministeriet lyder det dog, at der ikke findes en nærmere definition af, hvornår man ”hovedsageligt” sælger disse varer. Den manglende vished om definitionen åbner for fortolkning og betyder, at visse butikker i landet derved – teknisk set – kan redefinere sig selv som en moderne tobaksforretning med de friheder, det giver fra de ellers gældende regler.

”Specialkiosken”

Hvis der med ”hovedsageligt” menes i andel af omsætningen, vil en stor del af medlemmerne i Nærbutikkerne Landsforening (NBL) teknisk set kunne defineres som tobaksforretninger.

I snit henter de godt 400 butikker og kiosker, som NBL organiserer, nemlig omkring halvdelen af deres omsætning på tobaks varer, vurderer adm. direktør i NBL Martin Schjøth. Han understreger, at en nedgang i tobakssalget vil ramme hans medlemmer hårdt.

Især hvis grænsehandlen, som spået af Skatteministeriet, vokser til 24 pct. af det samlede danske forbrug af cigaretter – svarende til 940 mio. cigaretter.

- Udfordringen er især, at hvor de store kæder kan hente kundetrafik og meromsætning på andre varekategorier, når tobakken skal nedtones, så er det ikke på samme måde en mulighed for vores medlemmer, lyder det fra interesseorganisationens direktør.

En kommende revision af den nye tobakslov vil i en nær fremtid afgøre, om Danmark ser en genkomst af specialiserede tobaksforretninger – og hvor lang tid resten af det danske butiksliv får til at implementere de strammere regler og retningslinjer.

Opdateret 10. nov 2020