Tjekliste til bedre produktlanceringer

Leverandører 9. okt 2017 -
This describes the image
Leverandørerne skal blive bedre til at skabe succesfulde produktlanceringer. Foto: Ica.
Skrevet af: Henrik Denman

Produktlanceringer byder i mange tilfælde på problemer for leverandørerne, som resulterer i, at gennemslagskraften bliver utilfredsstillende og udbyttet magert.

Det er ikke kun i Danmark, at dagligvareleverandører løber ind i udfordringer med produktlanceringerne. Det samme sker i andre lande, og i Sverige har organisationen ECR Sverige nu taget initiativ til at hjælpe leverandørerne til at få større succes med lanceringen af nye produkter.

Analyser i Sverige viser, at leverandørernes service i forbindelse med produktlanceringer i mange tilfælde er for lav. For at sikre, at de nylancerede produkter rent faktisk findes tilgængelige i butikkerne har ECR Sverige udarbejdet en tjekliste og guide, der fører leverandøren gennem processen med lanceringen skridt for skridt.

– Brug guiden og tjeklisten for at sikre en win-win-win situation for leverandør, handel og forbruger, siger Peter Dannqvist, der er formand for logistikgruppen i DLF i Sverige.
Tjeklisten er inddelt i to afsnit, som fokuserer på dels tiden inden produktlanceringen og dels tiden under og efter lanceringen.

Blandt de ting, leverandøren skal være opmærksom på, er, at prognosearbejdet og startprognosen er afstemt med kunden, og at den første ordre og første leverance stemmer overens. Under og efter lanceringen skal producenten sikre sig viden om variationer i efterspørgslen og tjekke, om servicen over for butik og lager passer sammen med prognoser og kampagner.

Opdateret 10. nov 2020