Tid til status og refleksion: Samarbejde
Her ved indgangen til december måned 2020 vil jeg starte med at ønske alle en glædelig jul og godt nytår – og stor tak for godt og konstruktivt branchesamarbejdet i året, der er gået - både når det gælder Fast Moving Consumer Goods og Away From Home.
Og ja, corona har naturligvis sat sit store præg på året, men jeg synes også, SAMARBEJDE og fælles løsninger på andre områder har været kendetegnende for 2020.
Vi gik ind i 2020 med fuldt fokus på klimapartnerskaberne, som blev lanceret ultimo november 2019. 13 partnerskaber, der netop var kendetegnet ved, at partnerskabets aktører på de enkelte områder skulle finde løsninger i fællesskab.
Et samlet mål for alle 13 partnerskaber var at bringe Danmarks CO2-udledninger ned med 70 procent og gøre Danmark til et foregangsland for resten af verden.
Jeg synes, klimapartnerskaberne er et forbilledligt eksempel på positive samarbejder mellem branchens parter, stakeholders, NGO’er og myndigheder.
Ugen inden klimapartnerskaberne præsenterede deres forslag til aktiviteter, der kunne bidraget til målet om at reducere CO2-udledninger, havde Corona ramt Danmark, og der blev for alvor brug for samarbejde. De efterfølgende uger bød på ugentlige DagSam- og FoodSam-møder: vi havde en fælles samfundsopgave, der skulle løses – en opgave, der som så mange andre opgaver, bedst kunne løses gennem SAMARBEJDE.
I FoodSam udarbejdede vi ”Forståelsespapiret”, der rakte helt fra underleverandøren, producenten og grossisten til den offentlige indkøber helt ud i de offentlige køkkener. Et sandt ”værdikæde-papir”, der mindede alle om at vise forståelse, og opfordrede til samarbejde om at finde de nødvendige løsninger. DagSams emballageguide er endnu et bevis på, hvad SAMARBEJDE betyder for branchen, når individuelle mål og ønsker forenes og forankres for at understøtte det udvidede producentansvar, der rammer branchen i 2025.
De første vigtige streger til en såkaldt ”kollektiv ordning”, er allerede tegnet, og SAMARBEJDET skal intensiveres i det kommende år, for at vi som branche bliver klar til at løfte opgaven.
Så når året inden længe går på held, synes jeg godt, vi kan tillade os at sætte branche-SAMARBEJDE som en af de store overskrifter.
Det skal vi naturligvis være stolte over, for samarbejde på tværs af værdikæden og på tværs af konkurrenter er på ingen måde noget, der er givet.
Men vi skal huske, at det helt sikker er noget, forbrugerne forventer af os.
Alt imedens vi lægger 2020 bag os og åbner lågen til 2021 på klem, håber jeg, at SAMARBEJDE også må præge 2021: Der ligger nogle store samfundsagendaer foran os, der bedst kan løses i SAMARBEJDE.
Så med ønsket om glædelig jul og godt nytår, ser vi frem til 2021 med ønske om endnu et år med åbent og konstruktivt SAMARBEJDE.