Coronakrise: Tican med milliontab trods milliardfremgang
-
Tican Fresh Meat havde en salgsvækst på næsten 14 pct. sidste år. Alligevel måtte slagteriet notere et tocifret millionunderskud som følge af coronakrisen.
For andet år i træk oplevede det tysk-ejede slagterikoncern Tican Fresh Meat en fremgang på over 1 milliard kroner i 2020. Her steg omsætningen med hele 13,7 pct. til 8,9 mia. kr.
Fremgangen på toplinjen skyldtes især fortsat højere kødpriser under coronakrisen forårsaget af en stor efterspørgsel i Kina, hvor den afrikanske svinepest har hævet eksporten.
Sidste år fragtede Tican Fresh Meat færre smågrise til slagtning i Tyskland, hvilket betød ca. 1 million flere slagtninger i Danmark.
Trods omsætningsfremgangen har Tican været hårdt ramt af coronakrisens nedlukninger. Således måtte Ticans ledelse notere et underskud på lidt over 35 mio. kr. mod et overskud på hele 208 mio. kr. 2019.
Det er et resultat som ledelsen selv - ikke overraskende - betegner som "utilfredsstillende".
"Årsagen til det dårlige resultat skyldes primært corona lockdown hos europæiske kunder såvel som den kinesiske handelsembargo på produkter fra fabrikken i Brørup - også på grund af corona", fremgår det af ledelsesberetningen.
Venter beskedent resultat
Tican Fresh Meats ledelse har haft fortsat fokus på at sænke omkostningsniveauet og øge produktiviteten.
Tican-koncernen vil forsat blive negativt påvirket af Covid-19.
"Koncernen forventer et beskedent resultat før indtægter i datterselskaber for regnskabsåret 2021", står der i ledelsesberetningen.