Thisted Bryghus med rekordresultat
Thisted Bryghus fik i 2017/18 en omsætning på 48,9 mio. kr. efter afgifter, hvilket er en stigning på 3,6 mio. kr. i forhold til forrige regnskabsår.
Den øgede omsætning smitter også af på bundlinjen, der udviser et overskud efter afskrivninger men før skat på 3,5 mio. kr.
Det er det bedste resultat i bryggeriets historie.
- Det er strategien med satsning på specialøl, økologisk øl, fadøl og gaveæsker, der slår igennem. Den gode sommer spiller også ind. For første gang i mange år havde vi en vækst i salget af Thy pilsner og classic på 10 pct., sagde Adm. direktør Aage Svenningsen på årets generalforsamling i Thyhallen.
Her kunne 1.447 tilmeldte aktionærer glæde sig over et bryghus i fremgang og med en klar plan for fremtiden.
I sidste uge tog Thisted Bryghus første spadestik til en 30 mio. kr. ny udvidelse, der skal styrke bryggeriets fremtid.
Thisted Bryghus producerede sidste år 3,5 mio. liter øl fordelt på 50 forskellige produkter. Bryggeriet blev startet i 1902 og har i dag 23 ansatte.