Syv ud af ti spisesteder åbner i maj
Mandag den 18. maj blev det igen tilladt for spisestederne at holde åbent. Dog er der restriktioner på, hvor mange gæster der må være i lokalerne - og hvor længe de må holde åbent.
Samtidig forventer nogle restauranter og hoteller at få færre gæster - blandt andet fordi der ikke er turister fra udlandet.
Alligevel regner 70 pct. af Horestas medlemsvirksomheder blandt hoteller og restauranter med at have slået dørene op inden udgangen af maj.
Det viser en ny undersøgelse, som brancheorganisationen netop har foretaget blandt medlemmerne.
Mange afventer dog på grund af uklarhed over, om loftet i forsamlingsforbuddet løftes, om hjælpepakkerne forlænges og på grund af den manglende udsigt til udenlandske turister, da grænserne stadig er lukkede.
Horestas chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Annette Hyldebrandt siger i et nyhedsbrev:
”Erhvervets virksomheder har trippet for at åbne, og de glæder sig til at byde gæsterne velkommen. I turisme- og oplevelseserhvervet er mange dog afhængige af omsætningen fra udenlandske gæster samt fra selskaber. Som situationen er i dag, må man ikke forsamles mere end 10 personer, og grænserne er lukkede. Virksomhederne har brug for en afklaring på, hvordan de kan drive deres virksomhed over sommeren, og resten af året, for det koster mange penge at slå dørene op.”
Horesta har foreslået en mere fleksible model, hvor afstanden mellem trinene i kompensationsmodellen mindskes, så man ikke går fra dækning af 80 pct. af omkostningerne til 50 pct., så snart virksomhedens omsætning runder 20 pct. af normalen.
Horesta har spurgt: Hvad er din aktuelle åbningsstatus?
Vi holder åbent som normalt: 17,6 pct.
Vi åbner i starten af næste uge (d. 18-20. maj) 46,3 pct.
Vi forventer at åbne :
ultimo maj 7,8 pct.
primo juni 11,0 pct.
ultimo juni 3,1 pct.
primo juli 0,4 pct.
ultimo juli 2,4 pct.
i løbet af august 4,7 pct.
i løbet af september eller senere 1,2 pct.
Vi holder lukket indtil videre 2,7 pct.
Vi ved ikke, om vi genåbner 0,8 pct.