Svindel med stregkoder giver økonomiske tab

Leverandører 4. sep 2019 -
This describes the image
Foto: Colourbox

Lad os sige, du som SMV-leverandør har et nyt produkt, der skal ud i butikkerne, og du mangler en stregkode til varen. Hvad er første skridt?

For mange er det at søge på nettet efter 'stregkoder', 'køb stregkoder' eller lignende. Og vips dukker der masser af annoncer op for hjemmesider, der gerne vil sælge dig unikke, godkendte stregkodenumre billigt.

Men det kan være svært at se, om det er fup eller ej, når man handler på nettet. Det oplever stregkodefirmaet GS1, som i stigende grad tager imod spørgsmål fra kunder, der er kommet i klemme, fordi de i god tro har købt stregkoder på nettet fra illegitime forhandlere.

- Problemet er opstået ved, at webshops - primært udenlandske, men også danske - sælger numre, som de siger er GS1-numre, der er gangbare over hele verden. Det passer bare ikke, lyder det fra Signe Poulsen, som er kommunikationschef i GS1 Denmark.

Mere specifikt er der tale om, at amerikanske firmaer har opkøbt stregkodenumre fra GS1, som står for det globale marked med stregkoder og dermed en slags verifikation af varernes herkomst.

Disse amerikanske firmaer sælger derefter stregkodenumrene videre via webshops, til trods for at de i forbindelse med købet hos GS1 har forpligtet sig til ikke at videresælge numrene.

Og så går det pludselig stærkt. Som et alternativt pyramidespil kan der på kryds og tværs sælges stregkoder, som egentlig tilhører andre produkter, og i dagligvarehandlen ser man det nu ved, at f.eks. en røget medister går ind i systemet som okseculotte.

Det er stadig et ret nyt koncept, at man kan slå stregkodetal op og se, hvem der ejer dem, og det er de færreste, der tænker over at gøre det.

Brandslukning i butikken

Misvisende stregkoder kan medføre en del bøvl med varebestilling, salgsstatistik osv., forklarer Signe Poulsen.

- Hvis der ikke er så mange af varen, og den ikke er i sortiment, vil de ude i butikken typisk sætte gule klistermærker over stregkoden. Er den i sortiment, kan de henvende sig til kædekontorets indkøbere, så problemet kan løses. Kæderne har også interne varenumre, og hvis de opdager et forvekslet produkt, kan de tildele det en intern stregkode. Mindre butikker slår bare ind som diverse – men det ødelægger salgsstatistik, og det koster alt sammen tid, siger hun.

For leverandører er det også et problem, hvis den stregkode, man i god tro har købt på nettet, i virkeligheden viser sig at være registreret som et par italienske sko. Det kan skade begge virksomheders image, at der ikke er styr på det; og især på nettet kan det betyde en verden af problemer.

Det er velkendt, at store markedspladser som Amazon og eBay bandlyser sælgere, der ikke holder sig på dydens til tider meget smalle sti. Og er man først røget ud i kulden, er det svært at komme ind igen.

Hjælper leverandører

Størrelsesordenen for de økonomiske konsekvenser af stregkodesvindlen er ukendt. Men det handler både om tabte omkostninger ved at købe ugyldige stregkoder, køb af legitime stregkoder, gentryk af emballager med rigtig stregkode og ikke mindst den tid, det tager i alle værdikædens led.

GS1 Denmark har nu udfærdiget en vejledning til de ansatte, der ugentligt tager imod flere og flere opkald fra kunder, som er hoppet i fælden med "ulovlige" stregkoder. Imens har GS1's amerikanske kontor i flere år forsøgt at slå ned på de virksomheder, der svindler med de såkaldte GTIN-koder.

- Men der er ikke en afklaring i sigte fra amerikansk side, lyder det opgivende fra GS1 Denmarks kommunikationschef.

Som leverandør behøver man dog ikke frygte at skulle gå direkte i fængsel og passere start uden at få 200 kr.

- Vi hjælper folk til at få gyldige numre hos os. Det er ikke sådan, at vi politianmelder. Vi farer med lempe over for leverandører, der gør det, for de handler i god tro, siger Signe Poulsen og tilføjer:

- Jeg har kigget på de webshops, der sælger numrene, og jeg ville nok også tro på dem. Vi kan i hvert fald godt forstå, leverandørerne tror på dem.

Opdateret 10. nov 2020