Sundere drikkevarer er populære på tanken

Leverandører 15. mar 2016 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Frugt i pressede eller blendede udgaver er de seneste år kommet på hylderne i mange forskellige udgaver i conveniencebutikker som 7-Eleven og tankstationernes kiosker, og de moderne, lidt sundere drikke er tiltagende populære blandt kunderne.

Det rammer sodavandssalget.

Salget af juice og smoothies er steget med 10,7 pct. fra 2014 til 2015, og udgør nu knap 1,4 mio. liter, viser nye tal fra Nielsen.

Det giver en stigning i omsætningen på juice på 36,9 pct. – formentlig blandt andet fordi flere kæder har indført friskpresset juice til en højere pris. Omsætningen på juice udgjorde i 2015 54 mio. kroner.

Salget af læskedrikke uden brus er samtidig steget med 9,6 pct., svarende til en omsætningsstigning på 9 pct.

Der blev i 2015 solgt i alt 5,6 mio. liter læskedrik uden brus.

Mindre cola

Samtidig er salget af sodavand og kildevand fra 2015 til 2014 faldet med i alt 3,9 pct., svarende til et fald på 0,8 mio. liter.

Det er gået hårdest ud over colaen, der er faldet med 5,6 pct. – fra 15,3 mio. liter til 14,6 mio. liter.

Colaen er dog stadig den mest solgte kolde drikkevare i conveniencebutikkerne til trods for, at de stort set kun sælger mærkevarer.

Omsætningen på cola udgjorde i 2015 278,4 mio. kroner i landets conveniencebutikker.

Dagligvarehandlens omsætning på cola udgjorde i 2015 til sammenligning 1,6 mia. kroner.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?