Styrelse ser ingen risiko ved sprøjterester i frugt og grønt
Undersøgelsen omfatter både konventionelt og økologisk frugt og grønt samt korn.
Der er ingen risiko ved at købe frugt og grønt i butikkerne. Fødevarestyrelsen oplyser, at der i sin nyeste kontrol ikke er fundet sprøjterester i frugt, grønt og korn, som udgør nogen sundhedsmæssig risiko for forbrugerne.
Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet har gennemført sin seneste pesticidkontrol i 3. kvartal 2015, og den viser, at ingen af de påviste sprøjterester udgør en sundhedsrisiko.
DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen undersøger hvert kvartal frugt, grønt og korn for sprøjterester. Undersøgelsen omfatter stikprøver af frisk og dybfrossen frugt og grøntsager samt korn. Tallene omfatter både konventionelt og økologisk dyrkede råvarer.
Senere på året udsender Fødevarestyrelsen sin årlige rapport om pesticidrester i fødevarer, som DTU Fødevareinstituttet bidrager til, og den indeholder også data for forarbejdede varer, prøver af animalsk oprindelse, babymad og prøver udtaget på baggrund af mistanke.