Stort underskud i Bryggeriet Vestfyen

Leverandører 3. dec 2019 -
This describes the image
Bryggeriet Vestfyen står blandt andet bag brandet Willemoes opkaldt efter den danske søhelt Peter Willemoes. Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Danmarks fjerdestørste bryggeri, Bryggeriet Vestfyen, kom ud af regnskabsåret 2018/19 med et stort minus på 18,9 mio. kr. efter et mindre underskud på 1,5 mio. kr. forrige år.

Selv betegner ledelsen anført af bestyrelsesformand Poul Bertelsen og direktør Rasmus Damsted Hansen resultatet som "ikke tilfredsstillende" men heller ikke overraskende.

Årsagen til det markante underskud skyldes især store engangsomkostninger som følge af ændringer i organisationen samt investeringer på 29 mio. kr. i nye produktionsanlæg i Assens og Indslev. Produktionsanlæggene blev dog forsinkede, så de positive effekter og besparelser udeblev i dette års regnskab, fremgår det af en pressemeddelelse.

Udover egne brands som blandt andet Vestfyen, Willemoes og Jolly-Cola producerer bryggeriet også private labels til dagligvarekæderne. Bryggeriet Vestfyen måtte dog notere et mindre fald i omsætningen på 6 mio. kr. til 180,9 mio. kr.

- Jeg har stor tiltro til, at vores øgede fokus på investeringer i og udvikling af egne brands betyder, at vi kan løfte vores markedsandele yderligere. Vi oplever i år vækst på vores egne brands i i offtrade, men også i de kanaler, som er strategisk vigtige; nemlig on-trade og eksport - så her står vi stærkere, end vi har gjort i flere år, selv om markedet er presset, siger Rasmus Damsted Hansen, der tiltrådte som direktør i august efter en periode som interim-direktør.

Bryggeriet Vestfyen forventer et positivt resultat i 2020.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?