Stort fald i leverandørers indtjening
Dagligvareleverandørerne i Danmark oplever et marked, der er præget af tilbagegang. Omsætningen går tilbage, og indtjeningen har det endnu værre.
I 2015 gik omsætningen hos dagligvareleverandørerne samlet set tilbage med 2,5 pct. i forhold til året før. Til sammenligning havde leverandørerne i 2014 en fremgang i omsætningen på 2,9 pct. sammenlignet med året før.
Det står imidlertid værre til, når leverandørerne ser på den generelle udvikling i indtjeningen. Sidste år oplevede leverandørerne samlet en tilbagegang i deres driftsresultater, opgjort som EBIT, på 9,3 pct. i forhold til 2014.
Sammenligner man med resultaterne fra 2014 er der tale om en stor tilbagegang, idet leverandørerne i 2014 samlet set havde en beskeden fremgang i driftsresultaterne på 0,3 pct. i forhold til det foregående år.
Udviklingen fremgår af en analyse af de danske dagligvareleverandørers årsregnskaber. I analysen indgår 148 regnskaber fra de førende leverandører på det danske dagligvaremarked.
Heraf opgiver 83 virksomheder omsætningstal. Presset fra kæderne Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver ved Sektion for Produktion, Markeder og Politik på Københavns Universitet, siger om udviklingen:
– Jeg fornemmer, at presset fra kæderne mod leverandørerne er meget forskellig fra produktgruppe til produktgruppe. Presset er størst, hvor der er flest private labels, hvor kæderne selv overtager en del af leverandørernes rolle, f.eks. brød, eller hvor innovations-niveauet generelt er lavt. Også på områder, hvor konkurrencen fra udlandet er stor, f.eks. frugt og grønt, er presset relativt stort.
– Det stigende fokus på lokale fødevarer betyder også, at kæderne får flere leverandører at vælge imellem, og det kan også øge prispresset, tilføjer Henning Otte Hansen.
Mange af leverandørerne har en betydelig eksportandel, og det kan derfor have interesse at se, hvordan salget udvikler sig på det danske marked.
Ca. 50 virksomheder opgivet omsætningstal for Danmark, og samlet set er der stilstand i salget, idet omsætningen blot gik frem med 0,3 pct. i 2015 i forhold til året før.
Regnskabsanalysen bringes i den kommende udgave af Hvem Er Hvem 2017, som Dansk Handelsblad udgiver i februar.