Stor frilandsbonde lander rekordoverskud

Leverandører 2. apr 2019 -
This describes the image
Foto: Axel Månsson
Skrevet af: Søren Tougaard

2018 bød på gedigen fremgang for landets største frilandsgartner og producent af økologiske æg, Axel Månsson fra Brande.

Af regnskabet i storbondens holdingselskab fremgår det, at resultatet af ordinær drift blev hævet til 28,5 mio. kr. mod 25,2 mio. kr. i 2017, mens bundlinjen gik frem med 33 pct. til 20,7 mio. kr.

I regnskabet kalder selskabet 2018-resultatet for 'tilfredsstillende'.

Selv om den udsædvanlige lange tørkeperiode ramte Danmark, var Axel Månsson i vid udstrækning i stand til at tackle de klimatiske udfordringer. Samtidig betød tørken i hele Nordeuropa et lavere udbud af grøntsager på det europæiske marked i sidste halvdel af 2018, som i sidste ende også betød højere priser end forventet.

'Afsætningen af grøntsager blev højere end forventet, mens produktionen og afsætningen af økologiske æg er gennemført i overensstemmelse med planerne', står der i ledelsesberetningen.

Fokus på convenience

Axel Månsson dyrker i dag ca. 1300 hektar og producerer årligt 65 mio. økoæg, fortæller han til Børsen. Leverancerne går ud til de fleste danske dagligvarekæder samt foodservice-sektoren, ligesom virksomheden f.eks. også eksporterer icebergsalat til Italien.

Selskabet har dog allerede tilkøbt jord, som vil blive omlagt til økologisk drift for at kunne øge produktionen af økologiske grøntsager.

'Forbrugerne efterspørger større og større mangfoldighed i udbuddet af grøntsager. Det vil vi gerne imødekomme, selv om produktion og håndtering af et bredt sortiment af nicheprodukter er krævende. Vi ser også på mulighederne for at øge udbuddet af convenienceprodukter, hvor virksomheden allerede leverer skrællede, snittede og ternede løg', lyder det fra ledelsen.

 

 

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?