Stop for afgifter øger salget af sodavand i Danmark
Siden 2014 har afgiften på sodavand været fjernet, og salget af sodavand i Danmark er nu på det højeste niveau i syv år.
Det viser nye tal fra Bryggeriforeningen. Salget af læskedrik nåede bunden i 2012, hvor der blev solgt 334,9 mio. liter på det danske marked, og i 2016 nåede salget op på 404,5 mio. liter.
Det er især siden 2014, at salget af læskedrik er skudt i vejret, fremgår det af nye tal fra Bryggeriforeningen over markedet for læskedrikke.
Hovedparten af læskedrikkene sælges via dagligvarehandlen, der står på 83 pct. af salget, mens de resterende 17 pct. sælges på restauranter og cafeer mv.
Danskerne foretrækker at drikke cola, der står for 66 pct. af markedet med lemon/lime som den anden største variant med 17 pct. af markedet.
Ølsalget stiger igen
Bryggerierne kan samtidig glæde sig over, at salget af øl igen er steget efter en årrække med fald.
Der blev i 2016 solgt 358 mio. liter øl i Danmark mod 343 mio. liter i 2015, som var det laveste salg gennem de seneste 10 år. I 2007 lå salget af øl i Danmark helt oppe på 461 mio. liter.
Dagligvarehandlen står for 77 pct. af salget af øl, mens restauranter og cafeer mv. står for 23 pct.
Pilsner er den foretrukne øltype og står for 63 pct. af markedet med classic/lager og stærk pilsner med henholdsvis 17 og 15 pct.