Spisesteder nyder godt af danskernes sociale behov
Noget helt generelt kan man ikke lige nu sige om, hvordan det går på landets spisesteder. Efter to måneders nedlukning, hvor det alene var tilladt at sælge take away-mad, er nogle cafeer og restauranter kommet rigtigt godt i gang, mens andre stadig kun nærmer sig en tredjedel af, hvad de omsatte for sidste år.
- Billedet er meget forskelligt afhængig af, hvilket segment spisestederne henvender sig til, og hvor restauranten er placeret, siger medlemschef i Horesta Nadeem Wasi.
Han fortæller, at gennemsnittet for omsætningen lige nu sammenlignet med samme tidspunkt sidste år ligger på 70-80 pct.
Til sammenligning skrev Mærkevareleverandørerne MLDK, der er medlemsorganisation for fødevareleverandørerne, om foodservicemarkedet 20. august: ”Selv om juli måned fik sneget sig et par point over indeks 100, så opvejer det på ingen måder tabet i første halvår – år til dato (ÅTD) ligger fortsat under indeks 80”.
Under nedlukningen valgte en række spisesteder at sælge take away.
- Og det har nogle haft rigtig stor succes med, men det redder ikke bundlinjen. Spisestederne skal i høj grad hente deres indtjening på de drikkevarer, de sælger, og det er de færreste kunder, der lige tager to glas rødvin med hjem. Take away har de kunnet bruge til at holde forretningen kørende, siger Nadeem Wasi.
Ikke flere konkurser
Begrænsningen af udenlandske turister - blandt andet med seks dages overnatnings-reglen - er ifølge Nadeem Wasi gået hårdest ud over gourmet- og Michelin-restauranterne.
- En meget stor del af deres gæster plejer at være turister fra udlandet. Det betyder eksempelvis, at ejerne bag Nomas søsterrestaurant, Michelin-restauranten 108, har valgt at lukke ned. Også steder som Nyhavn i København er hårdt ramt af de manglende turister, siger Nadeem Wasi.
Kristian Baumann, hovedchef og medejer af Restaurant 108, fortæller på restaurantens Facebook-side, at selskabet ikke er gået konkurs, og at et andet koncept rykker ind på adressen.
Ifølge Nadeem Wasi har der på nuværende tidspunkt ikke set flere konkurser end på samme tidspunkt sidste år.
- Men det er svært at vide, hvad der sker, når de hjælpepakker, der skal dække de største udgifter som huslejen, nu udfases. Lige nu er vi i gang med at informere vores medlemmer om, hvordan de kan benytte en arbejdsfordelingsaftale, der erstatter lønkompensationen, fortæller medlemschefen.
Den nye ordning indebærer, at en virksomhed kan sende medarbejdere hjem på skift på forhøjede dagpenge.
- Mange forsøger at klare situationen ved at regulere deres åbningstider, siger medlemschefen. Sociale danskere Det er dog ikke hele branchen, der lider under lukkede grænser og andre restriktioner.
- Der er også rigtigt gode historie at fortælle. Blandt andet fra sommerlandet og øerne, hvor danskerne har holdt ferie i år. Det har gavnet spisestederne, der for mange vedkommende har måttet ansætte ekstra medarbejdere. Samtidig er danskerne et socialt folkefærd, og da spisestederne åbnede igen, skulle danskerne ud at spise. Det skabte travlhed, og det behov har casual dining-segmentet - ikke mindst kæderne - været gode til at tage fat i. De har samtidig været gode til at få fat i danskere uden for deres lokalområde via de digitale medier, hvor de havde et forspring allerede inden corona-nedlukningen, siger Nadeem Wasi.
Læs mere i Food Professional, fødevaremagasinet for professionelle