Socialt udsatte får 2000 stykker juleand
I ugerne op mod jul kan Fødevarebanken sprede julestemning og uddele juleand til herberger, krisecentre og varmestuer. Organisationen har fået doneret 2000 stykker andebryst fra fødevarevirksomheden CM Food.
- Når vi får den slags varer ind ad døren, føles det lige som juleaften. Vi er altid meget glade for at få kødvarer, fordi kød er meget dyrt. Det betyder utrolig meget for et madbudget på væresteder, at vi kan levere den slags lækre varer. Og så passer andebryst jo rigtig godt til juletiden, siger Fødevarebankens driftschef i Østjylland, Jesper Kinnerup.
For CM Food handler donationen ifølge salgschef Morten Vangsted om at gøre noget godt og vise, at de tager et samfundsansvar.
- Vi kender Fødevarebanken fra deres arbejde med at indsamle overskudsmad i fødevarebranchen, så vi synes det er en oplagt sag at støtte. Så ved vi, at andebrysterne kommer ud til nogle trængte danskere, der kan få glæde af dem, siger han.
Sidste år kunne Fødevarebanken gennem deres juleindsats uddele 26 ton overskudsmad svarende til 63.000 måltider til blandt andet voldsramte kvinder og børn, hjemløse, sårbare unge og sindslidende.
Landbrug og Fødevarer vurderer, at der spildes mad for omkring 1,1 mia. kr. i julemåneden.
(dnl)