Skrappe krav til emballager på vej
I fremtiden skal dagligvareproducenterne leve op til nye, skærpede krav til emballagerne. Fra 1. januar 2025 skal producenterne arbejde under det såkaldte udvidede producentansvar, der giver virksomhederne øget ansvar for, at deres emballager genbruges og genanvendes.
Det vil få stor betydning for producenternes arbejde. De vil få ansvar for at indsamle og genanvende den emballage, som de pakker deres produkter ind i – og det er en opgave, som tilmed bliver bekostelig for virksomhederne.
De får nemlig et økonomisk ansvar for, at emballagen indsamles og genanvendes.
Regeringen har fremlagt et lovforslag om at ændre loven om miljøbeskyttelse, så det bliver muligt at indføre det udvidede producentansvar i Danmark.
Folketinget har haft forslaget til første behandling, det har været til høring, og politikerne gør nu klar til at drøfte lovforslaget ved anden behandlingen.
Selv om meget lovgivningsarbejde er sat på vågeblus på grund af coronakrisen, står indførelsen af det udvidede producentansvar højt på den politiske prioriteringliste.
Det skyldes, at EU kræver, at medlemslandene lever op til de fastsatte ambitiøse mål for genanvendelse af emballageaffald.
Og Danmark er et af de få lande i EU, der endnu ikke har indført det udvidede producentansvar.
– Vi er langt fra grønne dukse i Danmark, når det handler om affald. Tværtimod. Men løsningen er selvfølgelig ikke at holde op med at sortere plastikaffald, selvom vi ikke er langt nok. Løsningen er, at vi skal bruge færre typer af plastik, og at emballagerne rent faktisk designes til genbrug og genanvendelse. Jeg har sendt et lovforslag i høring, der tager det første skridt hen imod, at vi får stillet krav til producenterne om at designe produkter, der kan genbruges og genanvendes, siger miljøminister Lea Wermelin (S).
Producentansvaret
Dagligvareproducenterne får et stort ansvar for at sikre, at mindre mængder emballageaffald fra husholdninger forbrændes eller ryger på lossepladsen, men at det i stedet bliver genanvendt til f.eks. nye emballager.
Tidligere har danske virksomheder først og fremmest haft fokus på, at emballagen skal beskytte og præsentere varerne bedst muligt.
Når det nye producentansvar bliver indført, bliver det også virksomhedernes ansvar, at emballagen er nem at indsamle og genanvende.
Udvidet producentansvar betyder, at virksomhederne, der sælger emballage også er ansvarlige for, at emballagen bliver genanvendt, når den bliver til affald.
Pantsystemet er et eksempel på et udvidet producentansvar. I pantsystemet er det drikkevareproducenterne, der sørger for, at deres emballage bliver taget retur og genanvendt.
Der bliver dog ikke tale om at indføre pant for plastemballagerne. Det udvidede producentansvar bliver et fælles anliggende for dagligvarebranchen.
Det bliver nemlig ikke kun mærkevareleverandørerne og andre dagligvareproducenter, der skal leve op til det nye ansvar. Det samme skal kæderne, der har ansvaret for deres private label-produkter.
Derfor er hele branchen klar til at samarbejde og koordinere indsatsen i regi af DagSam.
Producentkrav
En stor del af forpligtelsen kommer til at ligge hos producenterne.
Som Lea Wermelin siger:
– Når producenterne har ansvaret for affaldsfasen, får de også økonomisk incitament til at reducere materialeforbrug og designe produkter, der kan genbruges og genanvendes med henblik på at reducere omkostningerne til affaldshåndtering.
Den opgave er branchen klar til at løfte, men dagligvarebranchen stiller også krav om at få indflydelse på den del af værdikæden, der omfatter sortering til genanvendelse af emballageaffaldet.
– Det er ingen nem opgave, og den bliver dyr. Fra DagSams side har man sagt, at man vil involvere sig i det udvidede producentansvar og få indflydelse på det. Det er også derfor, at vi i marts måned offentliggjorde den emballageguide, vi har udarbejdet i fællesskab i DagSam. I guiden får man gode råd til, hvordan man kan designe emballage, så der er egnet til genanavendelse, siger Mogens Werge, CSR og Public Affairs Manager i MLDK – Mærkevareleverandørerne.
Han forventer, at producenterne får travlt i de kommende år. Når lovforslaget efter planen er vedtaget inden Folketingets sommerferie i år, skal myndighederne og parterne forhandle om detaljerne i det nye system, der skal sikre øget genbrug og genanvendelse af plastemballage herhjemme.
Det vil i begyndelsen af 2023 munde ud i en revideret emballagebekendtgørelse, så dagligvarebranchen har resten af 2023 og 2024 til at omstille sig til nye regler.
Fakta:
EU har fastlagt ambitiøse mål for genanvendelse af plastikemballageaffald. Det betyder, at alle EU-lande skal genanvende 50 pct. af plastikemballageaffaldet i 2025. Samtidig ændres opgørelsesmetoden, så det plastikaffald, der ikke kan genanvendes skal trækkes fra. Det betyder, at genanvendelsesprocenten for plastikemballageaffald i Danmark vil falde fra den nuværende genanvendelsesprocent på 42 pct. i 2017 til omkring 21 pct., fordi plastikemballageaffald er svært at få genanvendt fuldt ud. Det skyldes blandt andet, at mange plastikprodukter ikke er designet til at skulle genanvendes.