Skatteminister vil skærpe indsatsen mod organiseret svindel

Leverandører 7. okt 2020 -
This describes the image
Skatteminister Morten Bødskov ønsker øget kontrol med svindel Foto: Skatteministeriet
Skrevet af: Søren Tougaard

Et lovforslag, der netop er sendt i høring, skal give Skattestyrelsen mulighed for at kræve, at virksomheder stiller værdier som sikkerhed, hvis der er mistanke om organiseret svindel.

Det vil samtidig udvide Skattestyrelsens muligheder for at kræve betaling fra flere af de parter, der er involveret i organiseret svindel.

Det vil gøre skattemyndighederne bedre i stand til at sikre sig betaling af eksempelvis den moms, der ellers som følge af fejl eller svindel ikke ville være blevet betalt.

- Jeg præsenterede i foråret en massiv styrkelse af skattekontrollen med 250 nye medarbejdere, og med finanslovsforslaget for 2021 lægger vi op til at styrke med yderligere 750 medarbejdere over de næste tre år. Samtidig ser vi løbende på, om vi kan stille Skattestyrelsen stærkere med eksempelvis ny lovgivning. Med dette lovforslag giver vi Skattestyrelsen endnu bedre mulighed for at sikre, at svindlerne hurtigt kan stoppes, så vi undgår, at statskassen lider tab, siger skatteminister Morten Bødskov.

Skattestyrelsen har allerede på flere områder en effektiv kontrolindsats mod svindel.

Eksempelvis afslører indsatsen mod momskarruseller fejl eller svindel i otte ud af ti kontroller, og indsatsen har i løbet af de sidste fire år resulteret i, at der er udsendt ekstra skatteopkrævninger for ca. 1,8 mia. kr.

Stor sag oprullet

Senest har Østre Landsret i sidste uge stadfæstet en dom for svindel med moms og afgifter for mindst 60 mio. kr. på øl og sodavand.

Dommen betyder, at en 47-årig mand har fået fem år i fængsel samt en udvisning af landet for altid. Hans nevø er idømt fængsel i fire år og har fået en betinget udvisning, skriver TV 2 Lorry.

Mændene er dømt for at have købt sodavand, vin og øl i Tyskland og solgt varerne videre i Danmark, uden at have indberettet moms og punktafgifter for varerne. Svindlen er foregået mellem 2014 og 2018.

 

Opdateret 10. nov 2020