Skagen-slagter bliver en del af Danish Crown-familien
Det er ikke hver dag, at en stor koncern overtager en lille forretning – og for første gang i Danish Crowns historie overtager slagterikoncernen nu en lille slagterbutik.
Det er dog ikke en helt almindelig slagter.
Slagter Munch er et mere end 100 år gammelt brand, der i dag blandt andet er kendt for sine Skagen-skinker, som sælges i butikker over hele landet og via butikken website.
Og samarbejdet med Danish Crown er ikke nyt, da blandt andet de ferske skinker hentes på Danish Crowns slagteri i Sæby.
Jens Munch startede i lære som slagter for 50 år siden hos sin egen far, Poul Munch – hvis far, Christian Munch, grundlagde Slagter Munch i 1905 på samme adresse som i dag.
Han vil i de kommende år bidrage til den fortsatte udvikling og innovation af varemærket Slagter Munch, selv om virksomheden i fremtiden er en del af en del af Tulip Food Company.
Medarbejderstyrken og slagterbutikken på Sct. Laurentii Vej i Skagen videreføres.
Den daglige ledelse overgår som et led i det allerede planlagte generationsskifte til Marie og Line Munch, der i løbet af den kommende tid vil overtage fra deres far, slagtermester Jens Munch.
Tulip Food Company råder ud over Slagter Munch over brands som Tulip, GØL, Mou, Den Grønne Slagter og Steff Houlberg.