Planteeventyr slut: Simple Feast er gået konkurs

Leverandører 8. sep 2022 -
This describes the image
Foto: Simple Feast
  • Den plantebaserede danske virksomhed er gået konkurs efter en uge under rekonstruktion. Selskabet nåede at levere 5,5 mio. måltider 

Skrevet af: Søren Tougaard

I sidste uge gik Simple Feast i rekonstruktion i forsøget på at redde virksomheden fra konkurs.

Nu meddeler adm. direktør, medejer og medstifter Jakob Jønck fra sin base i Californien, at den danske plantebaserede virksomhed, der har solgt grønne måltidskasser i Danmark, Sverige og Californien, drejer nøglen om, fortæller han til Børsen

- Bunden er gået ud af det venturemarked, som skulle finansiere vores rejse. I et marked, der søger mod hurtig profitabilitet, har vi ikke kunnet skaffe kapital med den tidshorisont, vi har ønsket, og som har været nødvendig, siger han til avisen. 

Konkursen kommer efter en årrække med store vækstdrømme og millionunderskud. Siden etableringen i 2014 har stifterne rejst ca. en halv mia. kr. Senest i februar, hvor blandt andre Vækstfonden og det svenske investeringsselskab Kinnevik skød yderligere 200 mio. kr. ind i Simple Feast.

Efter salg i Danmark og Sverige var Jakob Jøncks helt store drøm at slå igennem med konceptet i USA med Californien som første stop. Her etablerede virksomheden et stort køkken på 3000 kvm nord for Los Angeles, som skulle udgøre fundamentet for væksteventyret. 

I alt tæller Simple Feast 150 medarbejdere, som nu står uden job. 

Jakob Jønck stiftede Simple Feast sammen med Thomas Ambus. Begge havde tjent et trecifret millionbeløb på salget af løbeappen Endomondo til amerikanske Under Armour i 2015. 

Også stifter og adm. direktør i Too Good To Go, Mette Lykke, var med på iværksætter-holdet bag Endomondo. 

Jakob Jønck var desuden medejer af My Fitness Pal, der ligeledes blev solgt til Under Amour for ca. tre mia. kr.   

 

 

 

Opdateret 8. sep 2022