Shobr har brug for ny kapital

Leverandører 24. aug 2017 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Onlineportalen for dagligvarer, Shobr, er ifølge sin revisor tvunget til at få tilført frisk kapital, hvis den skal fortsætte driften.

Ifølge ledelsen bag Shobr er ny kapital på vej til at sikre den fortsat drift.

Selskabet bag Shobr, Shopall24 Group, fik forleden med stor forsinkelse afleveret årsregnskabet for 2016 til Erhvervsstyrelsen.

Her skriver det nye revisionsselskab, at Shopall24 Group har behov for at få tilført ny kapital, hvis det og dermed Shobr skal kunne fortsætte driften.

Frisk kapital er imidlertid på vej, oplyser adm. direktør og investor i Shopall24 Group, Lars Munch Johansen, til Dansk Handelsblad.

Han forsikrer samtidig, at Shobr fortsætter og ikke er på vej til at lukke. Det skriver han i en mail.

Hvis Shopall24 og dermed Shobr skal kunne fortsætte, vil det kræve tilførsel af ny likviditet. Hvor meget kapital har Shopall24 brug for, og vil selskabet kunne hente den nye kapital på så kort tid?

– Shopall24 Group har fået tilsagn om yderligere kapital fra en ny investorgruppe. I den forbindelse er der en plan omkring yderligere forretningsmuligheder for Shopall24 Group og dermed yderligere muligheder for leverandørerne til Shopall24/ Shobr. Vi tror på, at denne kombination vil sikre selskabet, siger Lars Munch Johansen.

Grant Thornton har afløst Deloitte som revisor, men vender tommelfingeren nedad for årsrapporten i en påtegning, der i den grad stiller spørgsmålstegn ved, om selskabet overhovedet kan fortsætte driften.

Under overskriften “Afkræftende konklusion” skriver revisoren bl.a.:

“Årsregnskabet er aflagt under forudsætning af fortsat drift. Som det fremgår af note 1, er det en forudsætning for selskabets fortsatte drift, at der tilføres ny likviditet, samt at selskabets nuværende kreditfaciliteter kan udvides og opretholdes i takt med finansieringsbehovet. Selskabets ledelse har ført en række forhandlinger med forskellige långivere og investorer. Disse forhandlinger er endnu ikke afsluttet. Vi tager derfor forbehold for, at årsregnskabet er aflagt under forudsætning af fortsat drift. Vi har endvidere ikke været i stand til at opnå revisionsbevis omkring forekomst, fuldstændighed, nøjagtighed, periodeafgrænsning, rettigheder og forpligtelser og klassificering for resultatopgørelse, balance, og noter, herunder anvendt regnskabspraksis”.

Ny kapital på vej
Det nye revisionsselskab stiller spørgsmålstegn ved, om Shopall24 kan fortsætte driften.

Hvad er din kommentar til den udmelding?
– Revisionsselskabet har udarbejdet regnskab for moderselskabet Shopall24 Group ApS samt Shobrs moderselskab Shobr Group Aps, men endnu ikke for datterselskaberne. Revisionsselskabet skal således informere om, at der er usikkerhed, da de ikke kender noget til datterselskaberne. I Shopall24 Group er der fem selskaber, og indtil videre har ledelsen kun indleveret regnskaber for det overliggende selskab, Shopall24 Group. Ledelsen og revisionsselskabet arbejder på at gøre 2016-regnskaberne færdige.

Det er en opgave, som haster. Indtil videre har Erhvervsstyrelsen sat disse selskaber under tvangsopløsning.

Lars Munch Johansen siger, at både han og adm. direktør i Shobr, Mikkel Lohmann Davidsen, fortsætter på deres poster.

Shobr fortsætter
Dansk Handelsblad har spurgt Lars Munch Johansen, hvorfor ledelsen totalt har overset fristen for at aflevere regnskabet til Erhvervsstyrelsen, så driftsselskabet nu er under tvangsopløsning.

– Ledelsen har ikke totalt overset fristen for at aflevere regnskab til Erhvervsstyrelsen, idet vi i samråd med vore eksterne rådgivere var informeret anderledes omkring deadlines. Vi var opmærksom på at være forsinkede pga. af kapitaltilførelsen, men vi var af den opfattelse, at vi kunne levere indenfor den udvidede tidsramme.

Shobr ser ud til at være under så hårdt pres, at der er risiko for en lukning af portalen. Er Shobr på vej til at lukke?

– Vores plan er, at Shobr fortsætter, og vi udnytter vor nye strategiske investor og partner til at sikre en endnu bedre Shobr-forretning. Vi er sikre på, at det vil gavne aktionærerne, leverandørerne og forbrugerne, siger Lars Munch Johansen.

Opdateret 10. nov 2020