Selv en kæmpe frygter onlineopkomling
Amazon vækker samme reaktion hos mange virksomhedsledere, som Voldemort gør for magikere i Harry Potter-universet.
Et gys gennem kroppen og usikkerhed om, hvad fremtiden kan bringe.
Umiddelbart kunne man tro, at det forholdt sig anderledes for en så traditionel branche som foodservice, men hos Dansk Cater holder man skarpt øje med den digitale konkurrence.
- Lige som detailverdenen læser, hører og ser vi jo også om Amazon og andre, der også kan det med fødevarer. De er digitaliserede på en helt anden måde, og deres distributionsapparat - den del, de viser frem - er meget længere fremme, end vi traditionelle forretninger er kommet til. Det lægger et pres på os for, hvordan vi bliver mere effektive, siger Steen Pedersen, adm. direktør i Dansk Cater.
Han peger desuden på måltidskasser og online dagligvarehandel i bred forstand som faktorer, der er med til at "udviske grænsen mellem detail og foodservice".
- Så vi skal udvide vores billede af, hvem vi sammenligner os med. Det kan ikke nytte noget at blive ved med at stirre på det, man altid har stirret på; man bliver nødt til at udvide horisonten og se, at konkurrence også kommer andre steder fra, lyder det fra Steen Pedersen.
Andre aktører end Amazon
Selv om Amazon er på alles læber, tror Dansk Caters direktør, andre aktører kan komme amerikaneren i forkøbet.
- Hvis vi ikke flytter os, bliver vi overhalet indenom, sikkert ikke af Amazon, men så nogen, der minder om den. Bevidstheden om, at det kan komme alle steder fra, tror jeg, vi alle sammen skal have med, formaner han.
Han henviser til, at der er flere online markedspladser, som også gør det i fødevarer, lige som nogle store producenter tilbyder direkte salg. Eksempelvis tilbyder Toms konfekturesalg til virksomheder på sin hjemmeside med egen webshop.
- Webhandel og den udbredte distribution giver nogle helt andre muligheder end tidligere. Det bliver en del af vores hverdag og kommer til at udvikle sig mere. Det er selvfølgelig onlinedelen, der er med til at udfordre det og kommer til at udfordre os på den længere bane. Det må vi også forholde os til. Og det er utrolig spændende, siger Steen Pedersen.
Skal man kunne konkurrere på de nye parametre, skal man levere service af høj kvalitet, mener han. Det gælder ikke mindst på logistiksiden, hvor Dansk Cater med over 70.000 varenumre har sat alle sejl for at kunne være totalleverandør for kunderne, så de kun skal forholde sig til én grossist.
Ifølge topchefen er de digitale konkurrenter et fokusområde for virksomheden, og man tester selv forskellige ting for at forblive konkurrencedygtig - dog uden, at han vil uddybe, hvilke test der er tale om.