Seafood Denmark venter igen stort overskud

Leverandører 9. nov 2018 -
This describes the image
Thorfisk leverer flere produkter til dagligvarekæderne. Arkivfoto: Thorfisk
Skrevet af: Søren Tougaard

Sidste år landede landets største fiskerikoncern Seafood Denmark et driftsresultat på ca. 53 mio. kr. og et samlet overskud på lige over 38 mio. kr.

Og noget nær samme resultat forventer koncerndirektør Kaj Schlie, at koncernen vil komme ud med i 2018.

- Driftsresultatet bliver nok lige i underkanten af sidste år, men det bliver stadigvæk et yderst tilfredsstillende resultat, siger Kaj Schlie.

Seafood-koncernen består i dag af op imod 500 medarbejdere fordelt på fem virksomheder, efter koncernen de forgange år har købt opkøbt flere virksomheder.

Blandt koncernens virksomheder er Brdr. Schlies Fiskeeksport, Tip Top Fiskeindustri samt Thorfisk.

Flytning udskudt

Netop Thorfisk har senest haft en del negativ omtale, efter virksomheden i sidste måned sendte et brev til de ca. 50 ansatte i Hvide Sande om, at produktionen skulle flyttes til Hanstholm 157 kilometer længere mod nord med få dages varsel.

Mødte medarbejderne ikke op mandag den 22. oktober, ville ledelsen betragte det som en opsigelse fra medarbejdernes side, stod der i brevet.

Få dage efter måtte Kaj Schlie dog offentligt trække planerne i land.

- Det er måske lidt for hovedkuls at tro, at man kan flytte en virksomhed på en uge eller 14 dage. I samråd med medarbejderne og 3F har vi ændret flytningen til april/maj, udtalte Kaj Schlie efterfølgende til DR P4 Midt & Vest.

Thorfisk nær nulresultat

Flytningen af produktionen skal ske, fordi Thorfisk har haft nogle svære år.

I 2016 lød underskuddet på 30 mio. kr., hvilket dog blev rettet op til et plus på 2 mio. kr. i 2017.

- Vi solgte en grund til Grenå Havn, hvilket var den væsentligste årsag til forbedringen i det seneste regnskab. I år forventer vi et resultat omkring 0-2 mio. kr. i minus og samtidig har vi en forventning om, at Thorfisk igen er en givtig forretning i 2019, når vi blandt andet får skabt synergier i forbindelse med flytningen af produktionen fra Hvide Sande, siger Kaj Schlie.

Ifølge oplysninger fra Det Centrale Virksomhedsregister er Kaj Schlie netop fratrådt direktionen i Thorfisk den 9. november, mens Kim Erhardt Jensen er tiltrådt.

Det forsikrer Kaj Schlie dog udelukkende skyldes en teknisk formalitet, da man ikke meddelte Selskabsstyrelsen om selskabets direktørforhold tidsnok til at få det rettet før.

 

Denne artikel er rettet i forhold til en tidligere artikel om, at Thorfisk-direktøren forlader selskabet.

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?