Salget af dansk kyllingekød stiger
Når danskerne køber kyllingekød i supermarkedet, er flere end ni ud af ti kyllinger vokset op i Danmark, viser tal fra Landbrug & Fødevarer.
Og andelen af det danske kød i indkøbskurven er stigende.
I tredje kvartal 2016 var 93 pct. af det kyllingekød, der røg i indkøbskurven dansk, mens tallet i tredje kvartal 2014 lå på 90 pct.
Spørger man danskerne, hvad der er vigtigt, når de køber fjerkræ, svarer hver femte, at prisen er mest vigtig. På andenpladsen kommer ”at det er dansk produceret” med 17 pct.
Samtidig køber danskerne i dag mere kyllingekød end tidligere.
Det betyder dog ikke, at danskerne kun spiser danskproduceret kylling. Der bliver fortsat importeret en stor mængde kyllingekød, der hovedsagelig kommer fra andre EU-lande.
Ifølge Landbrug & Fødevarer ender det importerede kyllingekød blandt andet i foodservice-sektoren.
Kun godt én procent af det solgte kyllingekød er økologisk, men kurven er let stigende.
KYLLINGEKØD:
- der blev i Danmark slagtet 146.700 tons fjerkræ i 2015 – heraf af langt størstedelen 99 pct. kylling (en del går til eksport)
- der blev importeret 29.896 tons kyllingekød i 2015. Det kød ender blandt andet i foodservicesektoren og til tilberedte produkter.
(Kilde: Det Danske Fjerkræraads Årsberetning 2015)
Fakta om forbrugertrends: Hvad er vigtigst, når du køber kyllingekød?
- 20 pct.: prisen
- 17 pct.: at det er dansk produceret
- 13 pct.: friskhed
- 12 pct.: fødevaresikkerhed
- 10 pct.: dyrevelfærd
- 8 pct.: smag, økologi
(Kilde: Landbrug & Fødevarer, nov. 2016)