Royal Unibrew låner 500 millioner til ekspansion
Bryggerikoncernen Royal Unibrew foretog to europæiske opkøb i 2018.
Den danske virksomhed opkøbte dels Terme di Crodo, der er blandt de førende indenfor læskedrikke i Italien, dels franske Etablissements Geyer Fréres.
Etablissements Geyer Fréres tilbyder lokalt fremstillede lemonade-produkter, der repræsenterer et nyt premium-produktsegment i Royal Unibrews sortiment.
Nu har Royal Unibrew så også fået finansieringen på plads gennem en syvårig finansieringsaftale på 500 mio. kr. med Nordic Investment Bank (NIB), oplyser det internationale finansieringsinstitut i en pressemeddelelse.
Styrker markedspositionen
Bryggerikoncernen fremlagde i sidste måned regnskab for tredje kvartal, hvor nettoomsætningen steg med 420 mio kr. til 2,1 mia kr., svarende til en fremgang på 25 pct. i forhold til tredje kvartal 2017.
Samlet har Danmarks næststørste bryggerikoncern haft en nettoomsætning på ca. 5,6 mia. kr. i årets første ni måneder mod ca. 4,9 mia. kr. i samme periode sidste, mens EBIT-resultatet er forbedret med 230 mio. kr. til godt 1,1 mia. kr.
Væksten skyldes dels en fremgang i den organiske vækst, som er steget med 10 pct., dels indtægter på 288 mio. kr. fra bryggerikoncernens italienske og franske opkøb Termi di Crodo og Etablissement Geyer Fréres.
De to opkøb passer strategisk godt til Royal Unibrews nuværende forretning og styrker markedspositionen på udvalgte europæiske markeder.
Samtidig giver det adgang til nye markedssegmenter og skaber synergieffekter for produktion, produktdistribution og kommercielle aktiviteter.