Royal Unibrew køber kendte energidrikke
Bryggerikoncernen Royal Unibrew går nu for alvor ind i markedet for energidrikke.
Selskabet køber drikkevareleverandøren Bev.Con Aps, der står bag kendte mærker som Cult Energy og Shaker og cideren Mokaï.
Købet, der ventes gennemført inden årets udgang, sker som et led i Royal Unibrews strategi om at styrke sin markedsposition i Danmark.
Bev.Con ApS har omkring 40 medarbejdere, som fokuserer på kommercielle aktiviteter, mens produktion og logistik udføres af andre samarbejdspartnere.
- Cult var de første til at introducere energidrikke på det danske marked og har gennem sit innovative arbejde har stor indflydelse på udviklingen af Ready To Drink/Cider kategorien, siger adm. direktør i Royal Unibrew, Hans Savonije.
Bev.Con ApS omsatte i 2017 for 200 mio. kr. og fik et driftsresultat på 28 mio. kr.
Cult blev grundlagt i 1988 af Brian Sørensen, der på det tidspunkt ejede og drev Danmarks største natklubber. Han manglede et produkt, der kunne bruges som drink mixer, og som kunne give gæsterne energi, så de kunne blive og feste lidt længere.