Restauranter og leverandører vil have gæster til midnat
Som en del af corona-restriktionerne ligger, at gæster på restauranter og barer skal forlade stedet kl. 22.
Nu har otte organisationer sendt et brev til regeringen med en opfordring:
"Lad restaurantgæster blive siddende efter kl. 22".
Organisationerne er Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, DI Fødevarer, Danske Restauranter og Caféer, Horesta, SMVdanmark, V.S.O.D. og Bryggeriforeningen.
De skriver blandt andet, at de mister halvdelen af deres omsætning med de nuværende restriktioner.
"Kravet om, at restauranter, barer mv. skal sende gæsterne ud kl. 22, indebærer, at mange kunder fravælger at gå på restaurant, og samtidig mister restauranterne muligheden for ”2. seating”, sportsbaren kan ikke vise anden halvleg af fodboldkampen, og danskernes mærkedage bliver vanskelige at gennemføre i professionelle rammer. Det betyder, at branchen mister op mod 50 pct. af sin omsætning" lyder det i brevet fra de otte organisationer.
En udvidet åbningstid skal kun omfatte gæster, der allerede sidder på spisestedet og udvidelsen skal ifølge brevet blandt forebygge private fester efterfølgende samt "en naturlig udslusning af gæster og dermed forhindre udfordringen med sammenstimling af grupper af personer".
”Virksomhederne i vores erhverv gør hver eneste dag deres yderste for at skabe gode og sikre oplevelser for deres kunder og gæster. Det er dog også erhverv med virksomheder, der som bekendt er under betydeligt pres, og hvor mange arbejdspladser er truet,” skriver organisationerne.
Det forventes, at regeringen enten i dag, fredag 23. okt., eller en af de kommende dage vil komme med nye restriktioner, der blandt andet kan betyde noget for, hvor mange mennesker der må samles.
Dansk Dagligvarehandel oplever i øjeblikket en fremgang, som ikke er set længe - blandt andet fordi danskerne ikke går så meget ud at spise.
Samtidig melder Horesta om en nedgang i omsætningen i restauranterhvervet på 16 procentpoint, siden midt i september, da de seneste restriktioner med lukketiden blev indført. Det svarer ifølge Horestas cheføkonom, Jonas Kjær, ca. 125 mio. kr. om ugen.