Regeringen skærper kravene til tobaks-branchen
Regeringen vil med en ny handleplan, der indeholder syv tiltag, dæmme op for det, myndighederne ser som tobaksbranchens forsøg på at omgå de nyligt indførte afgiftsstigninger og regler på tobaksområdet.
Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
Siden første runde af to afgiftsstigninger blev indført 1. april 2020, har flere tobaksproducenter forsøgt at fastholde lave priser ved blandt andet at bestille stempelmærker med priser, der er så lave, at salget giver underskud. Samtidig har flere tobaksforhandlere opbygget tobakslagre for at kunne fortsætte handlen med cigaretter til lavere priser, lyder begrundelsen fra Skatteministeriet.
- Denne aggressive strategi kalder på et klart politisk modsvar, og det leverer regeringen nu. Det er afgørende, at vi sætter foden ned og viser store virksomheder, at i Danmark er det Folketinget, der sætter rammerne og bestemmer, hvilke regler der skal gælde i vores samfund, siger skatteminister Morten Bødskov.
Regelstramninger
De syv tiltag løber inden for tre separate spor: Højere priser på tobak og nikotin, skærpede krav til handel med tobak og styrket kontrol med handel med tobak.
De højere priser vil, foruden den allerede planlagte afgiftsstigning på 5 kr. 1. januar 2022, også indeholde et pres for indførelse af minimumspriser med afsæt i EU-Kommissionen og muligheden for at indføre afgifter på nye nikotinprodukter.
De skærpede krav til handel med tobak betyder blandt andet, at tobaksproducenter fremadrettet højst vil kunne indkøbe 2 pct. ekstra stempelmærker forud for den 1. januar 2022. Tobak med gamle stempelmærker må samtidig kun sælges i op til 3 måneder efter den 1. januar 2022 - Dansk Handelsblad har tidligere beskrevet, hvordan over et halvt år efter afgiftsstigningen 1. april i år stadig kan købe tobak med gamle stempelmærker.
Den styrkede kontrol med afgiftspligtige varer, herunder tobak, betyder, at Skatteministeriet vil ansætte 250 nye kontrolmedarbejdere i 2021. Samtidig indføres en skærpet bødestraf over for tobaksproducenter og -forhandlere for at modvirke salg af tobak med gamle stempelmærker.