Producenter scorer stort på ny aftale med Japan
Fredag træder EU's frihandelsaftale med Japan i kraft, og det vil især komme danske virksomheder inden for fødevarer, medicin og grøn teknologi til gavn.
- Japan er afsætningsmæssigt vores største marked, så denne frihandelsaftale betyder virkelig meget for os i kroner og øre. På vores fabrik i Ringsted laver vi blandt andet noget meget tyndskivet brystflæsk, som japanerne virkelig efterspørger meget. Det er produkter som disse, som vi har udsigt til at kunne afsætte meget mere af, siger Søren Tinggaard, underdirektør for eksport i Danish Crown.
Slagterivirksomheden har over de seneste seks måneder engageret 140 ekstra folk for at imødekomme den forventede stigende efterspørgsel.
Næsten fordobling af fødevareeksport
Ifølge en analyse fra Landbrug & Fødevarer kan aftalen betyde en stigning i eksporten af fødevarer på 83 pct. over de næste 10-15 år, skriver brancheorganisationen i en pressemeddelelse.
- Det er en vigtig aftale med stort potentiale for den danske fødevareklynge, som vi har arbejdet for længe. Japanerne er særligt glade for danske fødevarer på grund af vores høje kvalitet og sikkerhed. Samtidig er vi et af de lande, der bruger mindst antibiotika i produktionen, siger Anne Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.
Også andre producenter som mejerierne kan se frem til mere eksport til Japan. Den danske fødevareklynge eksporterede for 5,5 mia. kr. til Japan i 2017.