Producenter dæmmer op for svindel

Leverandører 30. apr 2018 -
This describes the image
Det er ikke kun forbrugerne og supermarkederne, der risikerer at blive ramt af fødevaresvindel. Producenterne er også udsatte, når de køber råvarer, især når de hentes hjem fra det store udland. Arkivfoto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Henrik Denman

EU blev for nogle år siden ramt af en stor hestekødsskandale, som dog gik uden om Danmark. Men siden er indsatsen mod svindel med fødevarer blevet et afgørende fokusområde ikke blot i detailhandlen, men også hos fødevareproducenterne. Indsatsen retter sig især mod at afdække områder, hvor virksomhederne er sårbare.

Standarderne, de store fødevarevirksomheder certificeres efter, kræver i dag analyse af virksomhedens sårbarhed overfor svindel med fødevarer og styring i en plan mod svindel, siger kursusleder Lars Krusell fra Teknologisk Institut.

– Hverken myndigheder, fødevarevirksomheder eller forbrugerne kan leve med, at fødevarerne ikke er det, de giver sig ud for at være. Branchens egen globale fødevaresikkerhedsinitiativ, GFSI (Global Food Safety Initiative), der sætter rammerne for standarderne, har inden for de seneste år krævet en indsats mod svindel.

Instituttet mærker en stor interesse hos fødevareproducenterne for at lære om de nye standarder, og hvordan de skal gennemføre sårbarhedsanalyser, så der ikke slipper råvarer, der er svindlet med, ind i produktionen. Teknologisk Institut gennemfører således nye kurser om fødevaresvindel i både Taastrup og Aarhus til august.

Producenter er også udsatte

Lars Krusell siger, fødevaresvindel sker med økonomisk vinding for øje. Det kan være farligt, og det kan være ufarligt, men når der er svindlet, kan der være en sundhedsrisiko. Det er virksomhedernes ansvar at sikre, at der er styr på sikkerheden i alle led i forsyningskæden.

Fødevaresvindel handler ikke kun om f.eks. at sælge en ringe kvalitet vin eller olivenolie i flasker, der får forbrugerne til at tro, at det er et kvalitetsprodukt. Svindel handler også om at sælge råvarer til producenter, som i virkeligheden er en anden og ringere kvalitet end lovet. Derfor handler fødevaresvindel om at tjene penge uretmæssigt, men det handler også om fødevaresikkerhed.

Det er ikke kun forbrugerne og supermarkederne, der risikerer at blive ramt af fødevaresvindel. Producenterne er også udsatte, når de køber råvarer, især når de hentes hjem fra det store udland. De risikerer i god tro at producere og sælge en vare der ikke er, hvad de selv tror den er – og har betalt for. Derfor skal man som producent sørge for, at man ikke er sårbar.

Risikovurdering

En risikovurdering handler ikke længere kun om det, der kan måles og vejes i produktionen eller forebygges via forskellige sikkerhedsforanstaltninger.

Når en producent handler med en supermarkedskæde, skal den løbende evaluere virksomhedens risiko eller sårbarhed for at blive udsat for svindel.

Virksomheden skal kunne påvise, at den har kontrol over alle leverandørled, også – og måske især – de udenlandske producenter.

– Svindel med fødevarer er fortsat på et højt niveau, og for bedragere er det absolut stadig et attraktivt marked. Politi og toldmyndigheder mener, at organiserede bander har tjent lige så meget på svindel med olivenolie som ved narkosmugling. Men der er flere og flere, som adresserer problemet og tager hånd om det. I EU-landene er der sat en række tiltag i gang, som skal hindre fødevaresvindel, siger Lars Krusell.

Med det større fokus på fødevaresvindel udvikles der nye, effektive metoder til at udpege de svage led. Både redskaber til sårbarhedsanalyse, men også avancerede testmetoder til "fingerprinting" af fødevarer, for at afgøre om de er ægte og det som de angiver at være.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?