Producent: Kæderne bør give os en chance
Både kæder og forbrugere vil have produktnyheder, der gerne må være fra mindre producenter, som satser på økologi, bæredygtighed og lokale produkter.
Allan Feldt, der er investor og drivkraft bag den lollandske fuldkornsdrik Seimei Wish, oplever imidlertid stor afstand mellem kædernes udmeldinger og de handlinger, kæderne lægger bag ordene.
– Det ærgerlige i Danmark er, at de danske butikker ikke omfavner mindre producenter som os. Går man ind i butikkerne, står der udenlandsk juice overalt. Når jeg taler med indkøberne, får jeg at vide, at vores produkter koster for meget, siger Allan Feldt.
Ærgerligt
Han siger, at virksomhedens produkter koster lidt mere end generelt, men han tilføjer, at virksomheden satser på at være bæredygtig med genbrugsemballage, lokale råvarer, grøn energi og madspildsprogram.
– Ja, vi koster lidt mere, men hvorfor hjælper kæderne ikke en dansk virksomhed i gang, når den har alt det, kæderne siger de gerne vil have, spørger Allan Feldt.
– Det synes jeg er ærgerligt, for forbrugerne vil jo gerne have det. Vi har ikke en chance mod de store producenter. Så er det jo tom luft fra kædernes side.
Allan Feldt erkender, at forbrugerne ofte er ulogiske i deres adfærd. Forbrugerne siger ofte ét og gør noget helt andet, når de står i butikken.
– Butikkerne bugner i dag af fødevarer, hvor råvarerne er hentet i fjerne dele af verden. Det er prisen, der styrer udbuddet. Jeg synes, at vores indkøbere og detailkæder har et ansvar for at gå forrest for at være med til at guide forbrugerne. At guide forbrugerne kun med pris er ikke at hjælpe dem. Det handler for meget om pris, og det er en kortsigtet løsning, for verden har bl.a. kæmpe miljøproblemer, siger han.