Producent af økologiske grise: "Vi forsøger at tænke som grisene"

Leverandører 2. jul 2021 - 8 min læsetid
This describes the image
Fotos: Helle-Karin Helstrand
  • Bertel Hestbjerg producerer økologiske grise til både foodservice og detail. Miljø og dyrevelfærd ligger ham meget på sinde

Man siger, at grise på mange måder minder om mennesker. Intelligente har de også ry for at være.

Nysgerrige er i hvert fald de grise, der lige nu bor på gården Vestergaard i Tim i Vestjylland.

Ikke så snart er vi kommet inden for i slagtestalden, før de første grise kommer hen til stakittet og retter deres vejrende tryner og nysgerrige blikke mod os.

Da vi træder helt ind i aflukket, hvor grise ligger i ly for regnen og sover i et tykt lag halm, kommer en flok straks nærmere og napper lidt i bukseben og gummistøvler. Sågar kameraet skal undersøges grundigt.

- Det var først, da jeg kom til at arbejde på et landbrug med frilandsgrise, at det gik helt op for mig, at jeg havde med dyr at gøre. I det konventionelle svinebrug har man meget fokus på teknik: Virker ventilationen, virker fodermaskinen, fungerer udmugningen, siger Bertel Hestbjerg.

- Her forsøger vi at tænke som grisene. De er lidt som teenagebørn: Hvis de keder sig, mobber de hinanden, og så kan de finde på at bide den nærmeste i halen. Får de mere plads og noget at give sig til, sker det til gengæld sjældent.

 

This describes the image

 

 

Rykket ind på slægtsgården

Bertel Hestbjerg er 53 år og landmand i 15. generation. I 90'erne overtog han den 400 år gamle slægtsgård St. Hestbjerg efter sin far, der havde en mindre produktion af konventionelle grise.

I dag ejer han sammen med sin kone Marianne syv gårde og i alt 1.000 hektar jord, hvilket er ti gange så meget som det, der hørte til slægtsgården, da han overtog den. Hestbjerg Økologi er nu landets største producent af økologiske grise. Det er på en af virksomhedens gårde, vi er, og Bertel Hestbjerg viser rundt.

- Jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke skulle være landmand. Det gav for meget arbejde og for få penge, og så fik jeg dårlig samvittighed over den måde, vi behandlede dyr på, siger Bertel Hestbjerg.

Han valgte i første omgang Landbohøjskolen og en uddannelse i jordbrugsøkonomi. Men i forbindelse med et sabbatår fra uddannelsen, arbejdede han på et landbrug med frilandsgrise. Det, han oplevede, fik ham til at skifte mening.

- Det kan godt lade sig gøre at producere grise til slagtning på en måde, der både er økonomisk bæredygtig og bæredygtig, når man tænker på natur, dyrenes trivsel og miljø, siger Bertel Hestbjerg.

 

This describes the image

 

Wellnessrum og mudderbad

Grisene, der bor i slagtestalden de sidste 13 uger af deres liv, har mange valgmuligheder, når de ikke længere gider ligge i halmen - både under tag og ude i frisk luft. De kan gå til wellnessrummet, der er fyldt med kompost med rødder, de kan gnave i. Et andet sted er indrettet en slags legeplads, hvor de skubber til store trækøller, der hænger i reb. Et tredje valg kan være gulerødder til at gnave i. Grisene har også mulighed for at få et brusebad, når det er varmt.

- Grise kan godt lide, at der sker noget. Så vi overvejer, om vi skal give dem mulighed for at se film. Måske skal det være en naturfilm, som vi projicerer op på væggen. Vi er slet ikke færdige med at udvikle den helt rigtige stald til slagtegrisene, siger Bertel Hestbjerg.

Han har ansat en person, der alene holder øje med, hvordan grisene trives, og hvad der virker godt for dem. Det er win-win for grise og landmand, for jo bedre grisene trives, jo bedre vokser de.

- Vi har også vores egen dyrlæge, og er der problemer med en gris, kommer den i et aflukke for sig selv. Vi bruger kun 4 pct. af den mængde antibiotika, som en gennemsnitlig dansk svineproducent bruger, siger landmanden.

Han sender hver uge 500 svin til slagtning. Heraf aftager Coops kæder 40 pct., der sælges som Poppel Grisen med fire dyrevelfærdshjerter. 10 pct. sælges til sygehuse, restauranter, cafeer og andre spisesteder som Bertels Gris by Organic Pork via Dansk Cater. Resten sælges til forskellige mindre aftagere.

- De første år samarbejdede vi med Friland/Danish Crown, men vi ville gerne tættere på forbrugerne med vores egne brands. Det betyder, at vores grise skal til Sjælland for at blive slagtet. De kommer på lastbilen lige efter midnat og lander på slagteriet næste morgen. Jeg har fulgt efter lastbilen og set, at de sover på hele turen, siger Bertel Hestbjerg.

Det er hans kone Marianne, der nu står for markedsføring af virksomheden.

 

Ti uger med mor

Hestbjerg Økologi har ca. 1500 søer, der i gennemsnit får næsten to hold smågrise om året. Inden søerne skal fare, går de ude på drægtighedsmarken, hvor de er opdelt efter størrelse, og efter hvor langt de er i deres drægtighed. Når soen skal fare, kommer den på faremarken - fødegangen. Her har den sin egen fold med poppeltræer og en isoleret farehytte med halm. Søerne farer ude hele året og går frit rundt sammen med pattegrisene.

- Alle grise bliver håndfordret, siger Bertel Hestbjerg.

Med håndfodring mener han, at de ansatte på gården ved håndkraft fylder fodertrugene op i stedet for at gøre det med en maskine.

- På den måde vænner søerne sig til mennesker, så de er trygge i situationen omkring faring. Når de er trygge, kan vi omgås dem, når de nyfødte pattegrise skal tilses, og moderkagen fjernes fra hytten, fortæller Bertel Hestbjerg.

Vi er kørt til en af de gårde, hvor smågrisene går sammen med deres mor, til de er ti uger gamle. Det er næsten dobbelt så længe som minimumskravet til en øko-gris, som er 40 dage.

Her er græsmarker med rækker af poppeltræer, hvor grisene kan søge skygge, når solen skinner. Træerne opsamler samtidig noget af den gødning, som grisene afleverer, og derudover kan de benyttes som biobrændsel, når de skæres ned.

- De seneste år har vi arbejdet med en anden type gris, der er avlet til at gå løs. Når søen går løs og kan bevæge sig rundt, udvikler den moderegenskaber, som vi har gavn af i frilandsdrift. Ungerne er samtidig mere robuste og større ved fødslen, og deres ben er stærkere. Soen har flere patter, og den får færre unger. Det nedsætter dødeligheden blandt smågrise, når der er patter nok, fortæller Bertel Hestbjerg.

 

Ravne tager pattegrise

Hans søer fravænner ca. 23,5 grise om året, hvilket er betydeligt færre end hos indendørs producenter. En del pattegrise dør inden fravænning - det gælder i både konventionelle og økologiske grisehold.

- Vi kan ikke undgå, at soen kommer til at ligge på en unge, ligesom det også sker, at en unge ved en fejl kommer ud af hytten en kold nat og dør af kulde, men sådan er det også i naturen, siger Bertel Hestbjerg.

For at nedbringe dødeligheden fjerner de eksempelvis de grene, grisen selv samler for at laver rede, så unger i stedet ligger i halm. Det er mere sikkert for ungerne.

Hver pattegris finder sin faste pat, og er der ikke nok patter, er der én eller flere, der dør af sult.

- Vi har fravalgt ammesøer, dels fordi det er unaturligt, dels fordi vi tror, at det er i en sådan svinestald med unger fra mange kuld, man kan skabe de virusoptimeringer, der i sidste ende kan give endnu en pandemi, siger landmanden.

Når søer og smågrise går ude i det fri, er de i fare for at blive taget af rovdyr. Høje elhegn sikrer dog, at både ulve og ræve holdes ude.

- Men ravnene har vi ikke fundet et værn mod, og de er ret kloge. Har en af dem fundet ud, hvordan de skal tage en pattegris, får den hurtigt lært flokken det. Vi har over en årrække oplevet to episoder, hvor ravnene hver gang tog ca. 100 små pattegrise, fortæller Bertel Hestbjerg.

Han er jæger, og indimellem skyder han for at skræmme ravnene og holde dem på af stand.

 

This describes the image

 

 

En ejendom med plads til natur

- Den her kan fare, når det skal være, siger Bertel Hestbjerg og peger på en hytte. Hytterne er af metal og på størrelse med et stort hundehus.

Inde i hytten ligger soen, der er meget opmærksom på vores tilstedeværelse. Det er nemlig allerede sket: Omkring hende ligger en flok små lyserøde grise.

- Du skal lige holde øje med hende. Hun passer på sine unger og kan godt blive aggressiv, hvis hun føler, vi truer dem, siger Bertel Hestbjerg.

Hos en anden so, der har lidt større unger, kan han dog godt tage ungen op. Solen er brudt igennem de ellers regnvåde skyer, og det har ungen nydt.

Andre render rundt og roder i jorden under poppeltræerne eller jagter deres mor for at få mad. Til sammenligning må en konventionel so fikseres i den periode, hun har smågrise.

Men frilandsgrise kræver meget jord.

- Når der har gået grise på en mark ét år, skal der året efter vokse en afgrøde, der optager noget af al den næring, grisen har efterladt, siger Bertel Hestbjerg.

Hans drøm er at efterlade et landbrug i en bedre økologisk balance.

- En ejendom, hvor der er balance mellem effektive produktionsarealer og plads til skov, eng, vandhuller, læhegn, stenbunker og rådne træer. Derfor har vi blandt andet genskabt nogle af de tidligere vandhuller, hvilket øger biodiversiteten. Vi har nu flere padder og ser både stork og traner her, siger han.

Læs den seneste udgave af foodservicemagasinet Food Pro

 

Opdateret 2. jul 2021