PostNord vil være dagligvaredistributør
Der er fuld gang i postvæsnets makeover. Tidligere på foråret igangsatte PostNord et pilotprojekt for at finde den rette model for de omkring 10.000 pakkebokse, virksomheden vil sætte op over hele landet inden 2021.
Det er indtil videre blevet til 200 nærbokse i Kolding og 40 i Sønderborg. Og der er nærmest ingen grænser for hverken anvendelsesmuligheder eller ambitioner, når det kommer til det nye Nærboks-koncept.
- Jeg tror faktisk, vi kommer til at se, at nogle af de supermarkeder, der vælger at bruge pakkebokse, også vil udvikle et setup, så man kan hente sine indkøb i boksen, hvis man f.eks. kommer sent hjem fra arbejde, siger Lars Simonsen, der er transformationschef i PostNord og leder af pilotprojektet.
Indtil videre er en del af de nye pakkebokse opstillet i forbindelse med supermarkeder som Fakta, SuperBrugsen og Lidl samt flere servicestationer.
Lars Simonsen har også rakt ud til Nærbutikkernes Landsforening for at fortælle om projektets ide og muligheder med henblik på et muligt samarbejde.
Udbringning på landet
PostNord reklamerer med en vision om, at ”der aldrig er mere end 350 meter til nærmeste Nærboks i byområder”, men chefen for transformation forestiller sig også en fremtid, hvor de nye pakkebokse stilles op i yderområder.
- Vi vil gerne sætte pakkebokse op, hvor den sidste nærbutik har måttet give op. Hvis vi kan sætte boksene op i yderområder, bliver der mulighed for, at man kan få leveret sine dagligvarer der. Vores håb er, at nogen udvikler en forretningsmodel, så der opstår en mulighed for at have åbent 24/7, siger Lars Simonsen.
Blandt andet kan det måske give mening for en købmand, der alligevel bringer ud, at have en boks stående nær et fælles knudepunkt for flere kunder ude på landet; men det skal stadig kunne svare sig økonomisk – både for butikken og PostNord, understreger han.
Der arbejdes stadig på at udvikle teknologien, så brugere selv kan åbne boksene for at lægge ting i og udveksle information med modtageren, og ”i øjeblikket er der rigtig højt til loftet i forhold til de ting, vi gerne vil”, lyder det fra Lars Simonsen.
Med en temperaturmåler inde i pakkeboksen vurderer han, at det kan lade sig gøre at regne ud, hvor længe temperaturfølsomme fødevarer kan holde til at ligge der, inden de skal hentes af kunden.
PostNord åbner ligeledes for muligheden for at aflevere medicin i nærboksene, men det vil kræve en række forholdsregler i forhold til sikkerhed og temperaturdokumentation. Her følger PostNord erfaringerne med en lignende løsning i Finland.