Planer om nyt super Ø-mærke sat i bero
Økologisk Landsforenings planer om at indføre et nyt super Ø-mærke støder på modstand både internt i øko-branchen og hos store dele af detailhandelen. Mærket skulle hæve niveauet for økologiske fødevarer, men efter et halvt års debat internt i branchen er planerne nu foreløbig sat på standby.
Hos Coop mener ansvarlighedschefen, at der er stadig er et stort uforløst potentiale i det eksisterende røde Ø-mærke.
- Vi frygter, det vil skabe forvirring og være undergravende for Ø-mærkets troværdighed, hvis det ender med et nyt økologi-plus-mærke, siger Thomas Roland, ansvarlighedschef i Coop.
- I Coop forstår vi godt behovet for at videreudvikle de økologiske landbrugsbedrifter og ser positivt på økologernes innovationslyst og behov for at skabe mere velfærd for dyrene, tage større klimahensyn og sætte ekstra fokus på lokalt producerede varer. Men at opfinde en ny konkurrerende mærkningsordning er en risikabel strategi at vælge, siger han.
Frustration over EU-regler
Økologisk Landsforening præsenterede planerne om at indføre et nyt mærke i november sidste år. Det skulle løfte økologien på områder som klima, dyrevelfærd og socialt ansvar og samtidig gøre det let at købe dansk, lokalt og bæredygtigt. Baggrunden var blandt andet stigende frustration over trægheden i Bruxelles, som gør det svært at hæve niveauet i de fælles EU-regler for økologi.
- Vores elskede Ø-mærke har nået grænsen for, hvad EU vil tillade indenfor udvikling af en statslig økologimærkning, lød forklaringen dengang fra Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.
Nye krav til klimahensyn og dyrevelfærd
Seks måneder senere udtrykker økologerne stadig stor lyst til at udvikle nye produkter, hvor klimahensyn, dyrevelfærd og lokal produktion skal spille en større rolle i produk-tionen. Til gengæld er planerne om et nyt supplerende øko-mærke gledet lidt i bag-grunden.
- Foreløbig har vi valgt at sætte planerne om et nyt supplerende mærke på standby. Vi vil ikke indføre et nyt mærke for enhver pris. Vi ønsker blot at hæve barren for at skabe innovation og videreudvikle hele den økologiske fødevaresektor, forklarer Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening. Han siger, at udmeldingen dengang har udløst en sand lavine af nye initiativer og aktiviteter.
- Nogle af dem er er ved at blive udmøntet i nye, frivillige brancheaftaler, der indfrier nogle af vores ambitioner om levere økologiske varer med større fokus på dyrevelfærd, klimahensyn og socialt ansvar. Det gælder blandt andet sidste uges aftale om økologisk svinekød, der betyder, at de økologiske svinebønder skal forbedre forholdene for dyrene på marken. Samtidig lukker økologerne endegyldigt en kattelem, der giver mulighed for at supplere det økologiske foder med konventionelt dyrket.
Af Gustav Bech, freelance