Phillip Morris om prisnedsættelse: Vi reagerede blot på markedet
Cigaretproducenten Philip Morris sendte i sidste uge en række cigaretprodukter på markedet til en pris, der svarer til prisen uden den nye og højere afgift.
Den nye afgift, der ligger på mindst 11-12 kr., er lagt på for at forebygge unges debut med cigaretter.
Producenten ønskede dengang ikke at udtale sig til Dansk Handelsblad om sin prissætning.
Læs også: Tobaksproducent indleder priskrig på cigaretter
Senere har DR dokumenteret, at konkurrenten Japan Tobacco International, der står bag mærker som Camel og Winston, har sendt cigaretter på fra sit danske lager til detailhandlens lagre med gamle banderoler - og dermed gammel afgift - efter 1. april. Det er ikke lovligt.
Nu lyder det fra pressechef hos Philip Morris, Christopher Arzrouni, at man hos Phillip Morris er meget kede af den situation, som er opstået på cigaretmarkedet, fordi en nøglespiller har valgt at se stort på spillereglerne.
- Vi er tilhængere af højere afgifter på cigaretter, men oplever, at myndighederne har svært ved at håndhæve det. Først oplever vi, at en af vore konkurrenter omgår afgiftsreglerne og sælger cigaretter til gammel afgift. Uden at myndighederne griber ind. Dernæst oplever vi, at en anden af vore konkurrenter svarer på denne urimelige priskonkurrence og sænker deres egne priser. Philip Morris er de sidste, der reagerer på denne urimelige og ulige priskonkurrence ved at sænke priserne, siger Christopher Arzrouni.
Han henviser til, at også British American Tobacco, der står bag blandt andet Prince og Kings, har sat priserne ned på nogle mærker - dog kun med 4-5 kr.
Myndigheder skal på banen
Christopher Arzrouni siger, at Philip Morris ønsker en lige konkurrence.
- Der er en meget enkelt og effektiv løsning på problemet: Myndighederne skal kræve, at forhandlerne fjerner de cigaretpakker, som har gamle stempelmærker, der er overgået til forbrug efter den 1. april i strid med afgiftsreglerne, siger han.
Sundhedsordførerne fra Konservative, Per Larsen, og fra Radikale Venstre, Stinus Lindgreen, siger til DR, at man skal overveje mindstepriser for at undgå priser, der undergraver sundhedspolitiken.
John Wagner, direktør for De Samvirkende Købmænd, bakker op på Twitter:
"Lad os få den mindstepris på tobakken, som var den politiske hensigt, og lad os så samtidig få nedsat den mængde cigaretter, som man lovligt må hjemtage fra udlandet - og dermed undgå underminering af sundhedspolitikken".
Læs også: Sundhedsordfører: Tobaksproducent kortslutter antirygepolitik