Ostemejeri løfter omsætningen over milliarden

Leverandører 16. apr 2020 -
This describes the image
Foto: Mammen
Skrevet af: Søren Tougaard

Det familieejede ostemejeri Mammen Mejerierne fra midtjyske Bjerringbro lagde mere end 100 mio. kr. til omsætningen i 2019.

For første gang præsterede Mammen Mejerierne at runde en milliard i årsomsætning med et salg på ca. 1,1 mia. kr. sidste år. Det svarer til en vækst på mere end 11 pct.

Også selskabets resultat af ordinær primær drift gik frem med 3 mio kr. til 22,3 mio. kr., mens bundlinjeresultatet blev løftet med 2,5 mio. kr. til 14,8 mio. kr.

Dermed indfrier Mammen Mejerierne de forventninger, som Staunsbæk-familien havde til året, mens selskabets ledelse ligeledes forventer et resultat for 2020 på niveau med 2019.

Men ledelsen tager også forbehold for den aktuelle situation omkring corona:

"På baggrund af den store usikkerhed, covid-19 har skabt, og usikkerheden om situationens varighed er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at foretage en rimelig vurdering af de økonomiske konsekvenser af covid-19. Det er på samme baggrund ikke muligt at udtrykke en tilstrækkelig sikker forventning til omsætning og resultat før skat. Det vurderes dog, at covid-19 ikke får en væsentlig indvirkning på den forventede omsætning og resultat for det kommende år, da virksomheden ikke er ramt af nedlukning i samme grad, som visse andre virksomheder", fremfører ledelsen i en kommentar til årsregnskabet.

 

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?