Orklas jyske bageriselskab vender flere års millionminus til rundt 0
Med en ny adm. direktør ved roret har Orkla-ejede Credin vendt flere års negativ udvikling.
I årsregnskabet for 2019 har selskabet, som blandt andet laver kage- og brødblandinger til bageri- og fødevareindustrien i ind- og udland, fra 2018 til 2019 øget omsætningen med 22 mio. kr. til i alt 188 mio. kr., mens underskuddet fra 2018 på 11 mio. kr. i seneste regnskab gik i et rundt 0.
Det skriver Orkla i en pressemeddelelse.
Siden august har Credins nye adm. direktør Søren Elkjær Vang, som oprindeligt blev ansat i 2017 i rollen som kommerciel direktør, arbejdet på at trimme forretningen til og vende den negative stime.
- Jeg har som ny leder haft fokus på at skære unødvendige omkostninger væk, øge salget og fokusere organisationen omkring kerneopgaver, lyder det blandt andet i meddelelsen.
Modernisering
Foruden at have vendt udviklingen er Credin nu også gået i gang med en større modernisering af selskabet og dets produktion.
Som led i moderniseringen af forretningen har Credin nu øget fokus på gluten- og laktosefri produkter såvel som veganske løsninger.
- Vi har investeret betydeligt i produktionsudstyr og processer til håndtering og styring af allergener i produkterne for at imødekomme kundernes krav, og fordi vi ser en stigende tendens inden for dette område, siger Søren Elkjær Vang.