Orkla fuldbyrder overtagelse af Easyfood

Leverandører 6. okt 2023 -
This describes the image
Foto: Easyfood
  • Easyfood vil fra årsskiftet ikke længere have Flemming Paasch i spidsen. Orkla overtager de sidste 10 procent.

Kolding-virksomheden Easyfood, der blandt andet leverer bagværk og convenience-produkter til virksomheder som Coop, 7-eleven og McDonalds mister nu sin administrerende direktør, Flemming Paasch, der startede virksomheden i sin tid.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Easyfood bliver nu en helt integreret del af Orkla, der skal sikre virksomhedens position som en central spiller på Out of Home-markedet.

For fem år siden overtog Orkla aktiemajoriteten, da de købte sig ind på 90 procent, mens Flemming Paasch stadig skulle stå i spidsen for virksomheden. Siden da har det hele tiden været planen, at direktøren skulle give stafetten videre. Derfor er der intet uventet i overdragelsen.

Det er da også en afklaret direktør, der annoncerer sit farvel.

- Jeg tænker på det, som da mine egne børn blev voksne og flyttede hjemmefra. Easyfood er blevet voksen, jeg har gjort, hvad jeg kan – og nu skal virksomheden stå på egne ben hos Orkla. Nu giver jeg en virksomhed videre som er i vækst, har 165 medarbejdere og en omsætning på over en halv mia. og det er jeg stolt af. Jeg glæder mig til at følge Easyfoods forsatte rejse, siger Flemming Paasch. 

Sebastian Weaver går fra rollen som salgsdirektør i Easyfood til nu at blive kommerciel direktør for virksomheden, ligesom han også skal varetage andre af Orklas produkter som Bähncke, Beauvais og Naturli’.

Flemming Paasch har stadig andre opgaver at give sig kast med, selvom han fratræder rollen som administrerende direktør ved årsskiftet. Bestyrelsesposter i Løgismose, Funkisfood og Karema Foods er arbejdsopgaver, han stadig skal varetage.

Opdateret 6. okt 2023