Orkla Foods øger overskuddet med 33 pct. i Danmark

Leverandører 1. jun 2023 -
This describes the image
Foto: Orkla Foods Danmark
  • Trods en pæn vækst på bundlinjen lever resultatet ikke helt op til forventningerne, siger Carsten Hänel, CEO for Orkla Danmark. Selskabet håber, de stigende fødevarepriser vil aftage i løbet af 2023.

Skrevet af: Søren Tougaard

Med velkendte brands som Beauvais, Den Gamle Fabrik og Bähncke i porteføljen fylder Orkla Foods Danmark godt op på hylderne i de danske dagligvarebutikker. 

Trods et år, som selskabet betegner som et ualmindeligt vanskeligt marked, omsatte Orkla Foods Danmark for 956 mio. kr., hvilket er en fremgang på 56 mio. kr. fra 2021 og lige over 6 pct. vækst. Resultatet landede på 20 mio. kr. i 2022 mod 15 mio. kr. året før, en stigning på 33 pct. 

- Resultatet lever ikke helt op til vores forventninger, men vi er alligevel tilfredse, når vi tager de ualmindeligt svære markedsforhold i betragtning. 2022 har krævet en enorm stærk indsats fra hele organisationen. De stigende råvarepriser, kombineret med krigen i Ukraine og de efterfølgende forsyningsvanskeligheder, har krævet fuld fokus på alle dele af vores produktion og forretning gennem hele året. Vores resultat er forbedret som følge af, at vi gennem det seneste år har gennemført en række organisatoriske tilpasninger. Det er effektiviseringerne heraf, der nu afspejler sig i resultatet for 2022, siger Carsten Hänel, CEO for Orkla Danmark.

This describes the image

Ændringer i produktsortiment

Krigen i Ukraine har medført kraftige stigninger i indkøbspriserne og udfordringer med at sikre en række råvarer. De stigende priser og ændringerne i danskernes indkøbsmønstre har betydet, at Orkla Foods i løbet af 2022 har foretaget justeringer i produktsortimentet, både hvad angår indpakning og størrelser, men også i forhold til receptoptimeringer.

- Vi lytter til kunderne og følger forbrugernes indkøbsvaner tæt, og vi har i 2022 justeret vores produktsortiment, indpakning og pakkestørrelser – og vi har udviklet nye kommunikationsplatforme for nogle af vores mest kendte brands. Danskerne vil fortsat gerne købe stærke danske mærkevarer af god kvalitet – men vi skal gøre det lettere for dem at træffe det gode og bæredygtige valg, siger Carsten Hänel.

Stigende omkostninger fortsætter

Ifølge Orkla Foods Danmark fortsætter råvarepriserne med at stige i første halvdel af 2023, men man håber, at den høje inflation på fødevareområdet vil aftage i løbet af året.

Orkla Foods Danmark vil fortsætte med at have stort fokus på bæredygtig udvikling, innovation og vækst. Virksomheden har særlig stor tiltro til to vækstområder; markedet for plantebaserede fødevarer og "Out of Home", som omfatter kantiner, restauranter, caféer og andre spisesteder uden for hjemmet.

- Danskernes syn på både mad og indkøb forandrer sig voldsomt i disse år. Efterspørgslen efter plantebaserede fødevarer vokser i takt med, at udbuddet bliver større, og danskerne oplever, at plantebaserede fødevarer smager rigtig godt. Samtidig er vi begyndt at spise og købe ind på en anden måde. Vi kan se, at "Out of Home" markedet vokser og vil i fremtiden udgøre en væsentlig del af fødevaremarkedet, og vi ser et stort potentiale i den sektor, siger Carsten Hänel.

Udover Beauvais, Den Gamle Fabrik og Bähncke omfatter Orkla Foods Danmark også Fun Light, Scoop, Blomberg’s, Naturli’, Paulúns, Havrefras, Pama og Risifrutti.

Opdateret 1. jun 2023