Organisationer opfordrer politikerne til at sænke afgifter
Fem danske organisationer er gået sammen i en ny grænsehandelsalliance for at gøre politikerne opmærksom på den omfattende grænsehandel og de skadelige konsekvenser, grænsehandlen har.
De fem organisationer er Landdistrikternes Fællesråd, Nærbutikkernes Landsforening, Dansk Erhverv, De Samvirkende Købmænd og Vin- og Spiritusorganisationen i Danmark. De aflever i dag en publikation til politikerne på Christiansborg.
Publikationen er udformet som en tilbudsavis fra grænsesupermarkederne. Publikationen hedder "Grænseløs grænsehandel", hvor de fem organisationer redegør for det, de kalder "den absurde grænsehandel".
I publikationen skriver de, at danskerne hvert år grænsehandler for 4 mia. kr. nydelsesmidler. Totalt set for alle varer grænsehandler danskerne for 9 mia. kr. årligt.
Hver dag kører danskerne en volumen svarende til 2.400 trailere over grænsen. 20 pct. af danskernes samlede alkoholindkøb købes syd for grænsen. Indkøb af slik og chokolade svarer til 15 pct. af danskernes indkøb.
- Det er summer, som danske butikker går glip af hver eneste dag - udelukkende fordi danske afgifter er højere end de tyske. Vi opfordrer derfor politikerne til for alvor at sænke afgifterne på grænsehandlens magnetvarer som alkohol og slik, der kan trække mest mulig grænsehandel tilbage til Danmark, siger formand for Vin- og Spiritusorganisationen i Danmark, Michael Holm, i en pressemeddelelse.
Se publikationen her:
https://dsk.dk/wp-content/uploads/2017/09/2017-09-19_graensehandelspublikation.pdf