Omsætningen falder med over 20 pct. i Haribo Lakrids
Det er de færreste virksomheder, der ligefrem går frem på bundlinjen efter et omsætningsdyk på 21 pct., men det er ikke desto mindre, hvad Haribo Lakrids formår.
Haribo Lakrids sælger primært konfekture på det danske marked, men en mindre del går også til eksport til Grønland, Færøerne og Island.
Sidste år omsatte selskabet for 281 mio. kr. mod 357 mio. kr. i 2017, mens det ordinære driftsresultat blev forbedret med ca. 3 mio. kr. til 28,5 mio. kr.
Den udvikling anser direktionen med formand Hans-Guido Riegel i spidsen for acceptabel set i lyset af et udfordrende marked.
I alt kom Haribo Lakrids sidste år ud med et overskud på 22,5 mio. kr. mod 19,8 mio. kr. i 2017.
Da ledelsen har fokus på at opbygge langsigtede kunderelationer, venter man øget omsætning og EBIT-resultat for 2019, fremgår det af ledelsesberetningen.
Haribo Lakrids er datterselskab af Haribo Produktion og er del af den internationale Haribo Group med hovedsæde i Bonn i Tyskland.
Så sent som sidste måned indtrådte danske Jesper Lykkeberg som ny direktør i Haribo Lakrids.