Økologisk Landsforening: Dagligvarehandlen skal investere i dansk økologi

Leverandører 9. jan 2019 -
This describes the image
Foto: Økologisk Landsforening

Danske forbrugeres efterspørgsel efter økologi tager det ene tigerspring efter det andet, og en ny prognose fra Økologisk Landsforening viser, at det økologiske udvalg af frugt og grønt er godt på vej til at overhale de konventionelle varer i landets største byer.

Forventningen er, at der ”om blot tre år er behov for en økologisk produktion af grøntsager, som er 50 pct. større end i dag,” skriver Økologisk Landsforening.

Derfor er dagligvarehandlen nødt til at komme ind i kampen, mener Henrik Hindborg, markedschef for detail i Økologisk Landsforening.

- Der er en større risiko forbundet med etablering af nye økologiske specialproduktioner. Derfor er det vigtigt, dagligvarehandlen investerer i at tage et medansvar, så de sammen med producenterne kan udvikle frugt og grønt af den bedste kvalitet, siger han og henviser til de senere års fokus på pris for en række økologiske varer.

- Det er positivt for forbrugerne, når en række økologiske basisvarer bliver billigere, men det kan også kamme over. Lige nu er handlens prisfokus på økologisk frugt og grønt ved at blive en egentlig barriere for udviklingen af kvalitet i produkterne, mener markedschefen.

Flerårige samarbejder

Derfor efterlyser Henrik Hindborg konkrete tiltag for at prioritere danske varer. F.eks. at kæderne stiller en garanti over for producenterne om, at de vil aftage produkterne – gerne over flere år, så producenten har et økonomisk fundament for produktionen.

- Det kan også være medfinansiering af kølefaciliteter, så sæsonen for eksempelvis danske økoæbler kan blive længere, siger han.

Markedschefen medgiver dog, at det ikke er en investering, kæderne får tilbage fra den ene dag til den anden – eller sågar fra det ene år til det andet.

- Det kan være svært for dagligvarehandlen at forpligte sig tre-fem år frem, men der er et kæmpepotentiale, som kan udfolde sig. Og vi har jo set, folk er villige til at betale for det, siger han.

Fra 2013-2017 steg salget af økologisk frugt og grønt med 176 pct., og importen af disse varer steg 20 pct. alene fra 2016-2017.

- Vi ser en stor betalingsvillighed blandt især unge børnefamilier i København og andre større byer. Hvor det tidligere var det konventionelle udvalg af frugt og grønt, der var størst, bliver økologi nu hovedsortimentet. Det giver mulighed for flere specialiteter og større variation i udbuddet, siger Henrik Hindborg.

Opdateret 10. nov 2020